Bonn

Bonn, hjemsted for lidt over 300.000 indbyggere fordelt på 141 km² på begge bredder af Rhinen, ligger 24 km syd-sydøst for Köln i Nordrhein-Westfalen. Byen, der engang var midlertidig hovedstad i Vesttyskland fra 1949 til 1990 – og sæde for regeringen indtil 1999 – kombinerer en rolle i europæisk politik med lag af antikviteter. Bonns bystruktur, der blev grundlagt af ubiererne i det første århundrede f.Kr. og senere vævet ind i den romerske provins Germania Inferior, bærer præg af ærkebiskopper, kurfyrster og moderne føderale ministerier.

Bonns historie begynder i store træk med dens romerske tid. Arkæologiske fund sporer bosættelser langs Rhinen, hvor der engang stod en militær fæstning. Med Roms fald kom regionen under Kölnerkurfyrstedømmets herredømme i slutningen af ​​det sekstende århundrede. I to århundreder formede ærkebiskopper og kurfyrster det borgerlige liv fra deres pragtfulde residenser: Kurfürstliches Schloss, nu Bonns universitets kerne, og Poppelsdorfer Schloss, hvis botaniske have stadig eksisterer som universitetshave. I 1737 rejste byens gamle rådhus sig i rokokoform på markedspladsen, og dets udsmykkede facade vidner om Bonns barokke opblomstring under Clemens August af Bayern.

I overgangen til modernitet fik Bonn ny betydning i 1949, da grundloven, Tysklands efterkrigsforfatning, blev ratificeret her. Historikere omtaler ofte den efterfølgende æra som "Bonnrepublikken". Bundeskanzlerplatz i Gronau markerer byens geografiske centrum og vidner om denne periode. Selvom hovedstaden vendte tilbage til Berlin i 1999, beholdt Bonn status som Bundesstadt, der husede sekundære pladser for præsidenten, kansleren og Forbundsrådet. Omkring en tredjedel af ministerposterne forbliver i Bonn, sammen med primære embeder for seks føderale ministerier og tyve myndigheder. Denne ordning afspejler et politisk kompromis under Berlin-Bonn-loven, der sikrer Bonns fortsatte rolle i den nationale styring.

Bonns institutionelle tilstedeværelse rækker ud over tyske ministerier. Byen er blandt verdens førende centre for internationale organisationer og huser tyve FN-organer – mere end nogen anden tysk by. Sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer, sekretariatet for FN's konvention om bekæmpelse af ørkendannelse og FN's frivilligprogram har hovedkvarter her, tiltrukket af byens knudepunkt af akademiske og diplomatiske ressourcer. Universitetet i Bonn, grundlagt i 1818, beriger byen med stipendier og forskning, mens arven fra Deutsche Post DHL og Deutsche Telekom – begge DAX-børsnoterede – forankrer Bonns virksomhedsprofil.

Komponisten Ludwig van Beethoven blev født i Bonngasse lige ved markedspladsen. Hans fødested, der er omdannet til museum, bevarer den beskedne bolig, hvor han kom til verden i december 1770. I nærheden ligger Beethoven-monumentet på Münsterplatz, med udsigt over Bonn Münster, en af ​​Tysklands ældste kirkebygninger. Disse steder, der ligger midt i konturerne af den sydlige Rhindal - en af ​​Tysklands varmeste klimazoner - tiltrækker besøgende året rundt, mange under det årlige rhinske karneval, hvor lokal skik animerer gader og pladser med maskerede parader og musikalske ensembler.

Topografisk strækker Bonn sig 15 km fra nord til syd og 12,5 km fra vest til øst, og dens grænser defineres af Rhinens løb, floden Sieg mod nordøst og Siebengebirge – de syv bakker – mod øst. Næsten tre fjerdedele af byen ligger på Rhinens venstre bred, mens resten danner Beuel på den modsatte bred. Mod syd og vest fører lave, skovklædte udløbere ind i Eifel-regionen og Naturpark Rhinland; mod nord flader Kölnerlavlandet ud mod Ruhr. Inde i byen bevarer Arboretum Park Härle træer fra 1870, mens Kottenforst-reservatet dækker omkring 40 km² beskyttet skov.

Der er masser af offentlige grønne områder. Rheinaue-parken ligger på tidligere flodsletter langs floden, og dens store græsplæner og vandveje fungerer som et urbant tilflugtssted. Langs floden ligger Alter Zoll, en tidligere toldpost, der er blevet til promenade. I universitetets udkant strækker Botanisk Have sig fra Poppelsdorfer Allee - en kastanjeomkranset boulevard, der engang kørte med hestevogne - til Poppelsdorfer Schloss-haverne. Bagved ligger stier på skråningerne af den udslukte vulkan Rodderberg, der tilbyder panoramaudsigt over Rhindalen og stier, der går op ad det nedre Siebengebirge mod Königswinter. På den anden side af floden forbinder regelmæssige færger og tre broer - Konrad-Adenauer-Brücke, Friedrich-Ebert-Brücke og Kennedybrücke - Bonns halvdele.

Inden for Museumsmeile dokumenterer fem store institutioner facetter af tysk identitet. Haus der Geschichte beretter om den nationale udvikling fra 1945 og fremefter og integrerer Bonns eget kapitel som Vesttysklands hovedstad i sine permanente gallerier. Kunstmuseum Bonn koncentrerer sig om rhinsk ekspressionisme og efterkrigskunst og viser værker af August Macke, Joseph Beuys og Anselm Kiefer. I Bundeskunsthalle udforsker udstillinger krydsfelterne mellem kunst, kultur og videnskab, mens Museum Koenig præsenterer naturhistorie og zoologisk forskning i de samme rum, hvor det parlamentariske råd udarbejdede grundloven. Deutsches Museum Bonn tilbyder en interaktiv oversigt over tyske videnskabelige præstationer efter 1945. Supplerende steder - Rheinisches Landesmuseum, Beethoven-Hausmuseet, Kvindemuseet, Malermuseum og Arithmeum - beriger det kulturelle kredsløb.

Transportinfrastrukturen bærer præg af Bonns regionale rolle. Köln Bonn Lufthavn, opkaldt efter Konrad Adenauer, ligger 15 km nordøst for byen. I 2015 håndterede den over 10 millioner passagerer og var nummer syv i Tyskland målt på passagervolumen og nummer fem målt på kombineret fragt- og passagertrafik. Flyselskaber og fragtoperatører har døgnåbne køreplaner, muliggjort af motorvej A59 og en jernbaneforbindelse til terminalen. Inde i byen betjener Bonn Hauptbahnhof mere end 67.000 daglige rejsende med S-Bahn, IC og ICE-tog; Siegburg/Bonn station på højhastighedslinjen Köln-Frankfurt ligger 25 minutter væk med Stadtbahn. Bonns sporvogns- og Stadtbahn-letbanenetværk består af fire nord-syd- og to øst-vest-linjer, suppleret af omkring 30 busruter under Verkehrsverbund Rhein-Sieg. Mange linjer kører om natten i weekenderne.

Vejforbindelserne omfatter A555 mod Köln, A59 mod Düsseldorf og Duisburg, A562, der krydser Rhinen syd for byen, og A565, der forbinder til A61. Tre føderale motorveje - B9, B42 og B56 - betjener de umiddelbare forstæder med en standardhastighed på 100 km/t. Indlandsskibsfart opererer gennem Graurheindorf havn, hvor container- og flod- og havskibe håndterer en halv million tons fragt hvert år; passagerbåde sejler mod Köln og Düsseldorf.

Det økonomiske liv strækker sig fra ministerier og internationale organer til traditionelle producenter. Deutsche Telekom og Deutsche Post har hovedkvarter her, sammen med den tyske akademiske udvekslingstjeneste og SolarWorld. Universitetet i Bonn og det lokale forsyningsselskab, Stadtwerke Bonn, er blandt byens største arbejdsgivere. Kunsthåndværks- og fødevarevirksomheder - Verpoorten-likør, Kessko-konditoriet, Klais-orgelbygningen og Bonns flagfabrik - bevarer regionalt håndværk.

Demografisk set talte Bonn 327.913 indbyggere i 2011, hvoraf omkring 70 procent var af tysk oprindelse og 30 procent delvist ikke-tysker. I 2020 nåede befolkningen 330.000, hvilket gør den til den næststørste by i Kölner Lavland efter Köln. Vækstprognoser tyder på, at Bonn vil overhale Wuppertal og Bochum inden 2030. Selvom Bonn formelt er en by med flere hundrede tusinde indbyggere, har den bevaret en intim skala: lave gader, en koncentreret gammel bydel og studenterdrevne caféer og ølhaver, der fremkalder en middelhavsro, hvilket giver den det uformelle navn for den nordligste italienske by.

Som base for udflugter muliggør Bonn besøg til Düsseldorf, den romantiske verdensarvsstrækning i Mittelrhein fra Bingen til Koblenz og de vulkanske søer i Eifel. Inden for bygrænsen tilbyder blandingen af ​​politisk arv, universitetsstemning, FN-diplomati og musikalsk erindringsfest dog et vedvarende møde med tysk historie. I gallerihaller, på promenader langs floden og under kastanjetræerne afslører Bonn sig som en by formet af strømninger - af vand, tanke og regeringsførelse - men alligevel forankret i varig sten og jord. Længere ophold giver den stille glæde ved daglige rutiner midt i denne sammensmeltning af epoker.

Byens karakter træder gradvist frem: i det afmålte sammenbrud af katedralsøjler ved daggry, i ekkoet af Beethovens tidlige sonater, i stilheden i museumskorridorerne og i den stabile bevægelse af Rhin-pramme under buede broer. Bonn beder om opmærksomhed snarere end krav; dens belønning ligger i gradvise åbenbaringer. Efterhånden som dagen viger for aftenlyset, antager universitetets spir og føderale kontorer en dæmpet varme, og floden flyder vestpå mod havet og bærer spor af en gammel bosættelse, der gennem to årtusinder både har tilpasset sig og styret historiens gang. I dette møde mellem fortid og nutid bekræfter Bonn sin plads blandt europæiske byer, hvis betydning ikke ligger i skuespil, men i den gradvise udfoldelse af det borgerlige liv.