De Forenede Arabiske Emirater

Beliggende på den østlige ende af den arabiske halvø fremstår De Forenede Arabiske Emirater (UAE) som et slående eksempel på hurtig forandring. På knap et halvt århundrede er en samling af små kystsheikdømmer og ørkenoaser smeltet sammen til en føderation af syv emirater - Abu Dhabi, Dubai, Sharjah, Ajman, Umm al-Quwain, Ras al-Khaimah og Fujairah - hver især styret af sin egen suveræne magt, men bundet sammen under et føderalt valgmonarki. Med Abu Dhabi som præsidentsæde og politisk centrum strækker føderationen sig over omkring 83.600 kvadratkilometer, hvis territorium er præget af skiftende klitter, øde bjerge, glitrende kystlinjer og enklaver, hvis grænser hvisker om svundne aftaler og vedvarende tvister.

Emiraternes konturer er defineret af både ørken og hav. Mod sydvest og vest ligger Saudi-Arabien; mod øst og nordøst ligger Oman; på den anden side af Den Persiske Golf ligger Qatar og Iran; og mod nordøst åbner Omanbugten sig mod Det Indiske Ocean. Rub al-Khali, det såkaldte tomme kvarter, presser sig mod Abu Dhabis sydlige strækninger i et hav af brændt okkersand. Længere mod nord deler Hajarbjergene landskabet, hvis grå kalkstensrygge stiger til næsten 1.900 meter ved Jebel Jais i Ras al-Khaimah. Mellem disse yderpunkter ligger oaser: Liwa, vidtstrakt og isoleret nær den saudiske grænse; Al-Buraimi, der strækker sig over grænsen til Oman; og den menneskeskabte Zakher-sø ved Al Ain, et vidnesbyrd om unionens beherskelse af knappe grundvandsforhold.

Kystsletter strækker sig under en himmel, der brænder med ubarmhjertig sol det meste af året. Langs cirka 650 kilometer kystlinje strækker saltflader sig ind i landet, før de giver plads til olieplatforme, havne og byer. Dubais naturlige havn, engang beskeden, er blevet udvidet ved opmudring; Abu Dhabi, Sharjah og andre emirater har dybvandshavne, der forbinder Emiraterne med global handel. Alligevel ligger disse menneskeskabte havne langs koralrev og skiftende sandbanker, der længe har testet søfolks færdigheder. Stærke tidevand og pludselige storme fortsætter med at forme kystlinjen, selvom topmoderne navigations- og elektroniske styringssystemer letter passagen for gigantiske tankskibe lastet med det sorte guld, der understøtter den nationale rigdom.

Klimaet følger sit ørkenkrav: Somrene er brændende varme, med dagtemperaturer, der ofte overstiger 45 °C på sletterne; vintrene forbliver milde, og temperaturen falder til 10-14 °C om natten. Nedbøren er sparsom og falder generelt i korte, voldsomme byger i de køligere måneder, hvor de til tider får tørre wadi-lejer til pludselige floder. I bjergene er nedbøren lidt mere rigelig og falder lejlighedsvis som sne – mest berømt på Jebel Jais i december 2004, hvor toppen blev dækket af hvidt for første registrerede gang. Støvstorme kan stige uden varsel og dække motorveje og ørkenstier, mens fugtige vinde fra sydøst, lokalt kendt som Sharqi, skaber ubehagelig fugtighed hen over kysten i sensommeren.

Den føderale struktur, der blev udtænkt i 1971, da Storbritannien trak sig ud af sine protektorater, tildeler hvert emirat bred autonomi. Abu Dhabi, der tegner sig for næsten 87 procent af det nationale territorium, har betydelig indflydelse: dets hersker fungerer traditionelt som føderationspræsident, og dets indtægter - primært fra olie og gas - finansierer en stor del af unionens udgifter til sundhedspleje, uddannelse og infrastruktur. Dubai, det mindste område, men alligevel mest folkerige, har fokuseret på handel, luftfart og turisme og er blevet et internationalt knudepunkt, hvor over 10 millioner indbyggere og besøgende blandes. Sharjah opretholder et mere konservativt socialt klima, med kystlinje præget af industriområder og kulturelle distrikter, der hylder den arabiske arv. Den nordlige kvartet af emirater - Fujairah, Ajman, Ras al-Khaimah og Umm al-Quwain - kombinerer kystnære enklaver, bjergområder og ørkenvidder, der hver især tilbyder sin egen balance mellem tradition og modernitet.

Befolkningsdynamikken illustrerer føderationens unikke karakter. Fra midten af ​​2024 kalder omkring 10 millioner mennesker UAE deres hjem, men emiratiske borgere udgør kun omkring elleve procent af dette antal. Resten består af migranter, der tiltrækkes af beskæftigelse inden for byggeri, hotel- og restaurationsbranchen, finans og utallige serviceindustrier. Indere udgør omtrent en fjerdedel af befolkningen, efterfulgt af pakistanere, bangladeshere og filippinere; vestlige udlændinge tæller titusindvis. Denne ubalance har skabt et samfund, hvor lokale traditioner sameksisterer uroligt med globaliserede livsstile. Arabisk har officiel status, og islam former den juridiske ramme; alligevel hersker engelsk i erhvervslivet, uddannelse og daglig handel. Staten bekender tolerance over for andre trosretninger, hvilket tillader kirker at fungere og ikke-muslimske mindretal at tilbede frit, selvom flertallet forbliver sunnimuslimer - selvom et betydeligt shiamuslimsk samfund, sammen med ibadi- og sufi-indflydelser, væver sig gennem føderationen.

Olie og naturgas er fortsat centrale for UAE's rigdom. Nationen er blandt verdens ti største indehavere af både olie- og gasreserver. Indtægter kanaliseret gennem visionen fra føderationens stiftende præsident, Sheikh Zayed bin Sultan Al Nahyan, blev investeret i hospitaler, skoler, motorveje og havne, hvilket gjorde det muligt for Emiraterne at springe mod modernitet. Siden begyndelsen af ​​det 21. århundrede har ledere bevidst udvidet økonomien. Turisme, finans, fast ejendom, logistik og teknologi driver nu vækst, hvor ikke-oliesektorer vokser i værdi og beskæftigelse. Dubai, længe en entreprenør, er vært for to af verdens travleste lufthavne - Dubai International og den kommende Al Maktoum - og Abu Dhabi er blevet en hovedstad for globale konferencer og kulturelle projekter, herunder Louvre Abu Dhabi og den planlagte Guggenheim-satellit. Transformationen fra en monolitisk kulbrinteeksportør til en diversificeret mellemstor kraftproducent har ikke været problemfri – fra 2015 til 2019 gik væksten til tider i stå – men gennemsnitlige reale BNP-stigninger på omkring 4 procent mellem 2000 og 2018 understreger en bredt positiv tendens.

Ikke desto mindre inviterer koncentrationen af ​​rigdom og politisk autoritet til kritik. Internationale menneskerettighedsorganisationer bebrejder regeringen for at begrænse forsamlings-, ytrings- og pressefriheden og for et retssystem, der tillader lange tilbageholdelser uden rettergang. Der rapporteres fortsat om tortur, tvungne forsvindinger og chikane af systemkritikere. Arbejdere i lavtlønssektorer udsættes ofte for vanskelige forhold, begrænset beskyttelse og barrierer for organisering. Nationens indeks for menneskelig frihed halter efter mange konkurrenters, hvilket minder iagttagere om, at økonomisk åbenhed ikke er blevet matchet af politisk liberalisering.

Investeringerne i infrastruktur er skredet frem i hastig fart. Et netværk af motorveje – især E11, der strækker sig fra Abu Dhabi gennem Dubai, Sharjah og videre – forbinder de største befolkningscentre. Elektronisk vejafgift via Salik i Dubai håndterer trafik og finansieringsvedligeholdelse. Bytransportsystemer har slået rod: Dubai Metro, den førerløse og regionens første hurtige transitnetværk, snor sig under skyskrabere; sporvogne og monorails betjener distrikter som Palm Jumeirah og Al Sufouh. Planer om en 1.200 kilometer lang national jernbane lover at forbinde havne, industriområder og byer i indlandet, selvom færdiggørelsen stadig er år ude i fremtiden.

Maritim logistik repræsenterer en anden søjle. Khalifa Port, Jebel Ali, Zayed Port og andre danner porte ikke kun til regionale markeder, men også til den bredere Maritime Silkevej, en moderne inkarnation af gamle handelsruter, der forbinder Kina, Sydasien, Afrika og Europa. Automatisering, hurtig håndtering og dybe kajpladser gør det muligt for Emiraterne at konkurrere med traditionelle knudepunkter; ambitionerne strækker sig til at bruge jernbaneforbindelser gennem Kaukasus og Europa, hvilket uddyber forbindelserne ud over Golfen.

Kulturlivet balancerer bevaring og nytænkning. I Sharjahs Heritage District huser restaurerede vindtårne ​​og huse af koralstuk museer, der beretter om beduinsk historie, perledykning og tidligt kystliv. Abu Dhabis Saadiyat-ø udvider museer af global anerkendelse. Dubai, engang en beskeden handelsby, huser nu gallerier i Al Quoz og distriktets kunstrum, der præsenterer mellemøstlige og internationale skabere. Sharjah International Book Fair, den ældste i Golfen, tiltrækker hundredvis af forfattere og forlag hvert år.

Litteratur og poesi har dybe rødder her. Ibn Majid, en navigatør og digter fra Ras al-Khaimah i det 15. århundrede, var pioner inden for arabiske søfartsafhandlinger. Forfattere fra det tidlige 20. århundrede, som Mubarak Al Oqaili og Salem bin Ali al Owais, bevarede lokale dialekter og folklore i versform, mens personer fra midten af ​​århundredet beskrev sociale forandringer under uafhængigheden. I dag fortsætter emiratiske forfattere med at væve fortællinger sammen, der sætter pastorale oaser op mod glastårne ​​og globaliserede samfund.

Festivaler afspejler denne dualitet: Traditionel Liwa-musik og -dans, afledt af bantuafrikanske rytmer, fortsætter ved ørkenens sammenkomster, selvom Dubai Desert Rock Festival bringer heavy metal til internationale scener. Moderne kompositioner finder en plads side om side med århundredgamle ritualer, mens livet i Emiraterne svinger mellem erindring og genopfindelse.

Køkkenet vidner også om konvergens. I århundreder blev kyst- og beduinborde fodret med fisk og skaldyr, ris og geder eller lam. Krydderier og metoder ankom via persisk, indisk og østafrikansk handel: safran-farvet kaffe; machboos, en krydret risret; daddelretter og sød lugaimat. I dag er soukerne fyldt med lokale krydderier og råvarer, selvom globale supermarkedskæder fører varer fra alle kontinenter. Restauranterne spænder fra ydmyge shawarma-boder til fine dining, der genfortolker arabiske basisretter gennem moderne teknik.

Turisme er blevet en central del af strategien. Dubai er blandt verdens mest besøgte byer, og dens skyline er præget af Burj Khalifa, der i øjeblikket er den højeste bygning på Jorden. I nærheden rejser Palm Jumeirah og The World-øgruppen sig fra havet og tilbyder en blanding af bolig- og resortliv. Abu Dhabis Sheikh Zayed Grand Mosque tiltrækker pilgrimme og turister med sine marmorhaller og indviklede kalligrafi. Yas Island er vært for Ferrari World og Yas Marina Circuit, hvor Formel 1-finalen finder sted. Fujairahs Hajar-bjergkæder og wadier lokker vandrere og klatrere; Ras al-Khaimahs Jebel Jais tilbyder verdens længste svævebane. Inde i landet minder Al Ain om oaseliv med skyggefulde huse, dadelpalmer og arkæologiske rester, der dateres tilbage til det tredje årtusinde f.Kr.

Men bag arkitekttegninger og turistbrochurer ligger en mere kompleks virkelighed. Migrantarbejdere bor ofte i arbejdslejre i byernes periferi, langt væk fra luksushoteller og uberørte golfbaner. Ytringer af politisk eller religiøs uenighed er begrænset. Kvinder, selvom de ikke er juridisk forpligtet til at dække sig, overholder konservative normer i store dele af føderationen; beskeden påklædning forventes i offentlige rum og er obligatorisk i moskeer. Alkohol, begrænset til steder med licens, er fortsat primært tilgængelig for udlændinge; beruselse i det offentlige rum straffes. Love mod udenomsægteskabelig sex, homoseksualitet og besiddelse af stoffer er fortsat strenge, med straffe, der kan omfatte fængsel eller værre.

Toldinspektioner i lufthavne kan omfatte blodprøver for stoffer, der er indtaget i udlandet. Forretningsetikette kræver formalitet: kort udveksles med højre hånd, respektfulde hilsner og tålmodighed i forhandlinger. Emiraterne selv udstråler både varme og stolthed og lægger stor vægt på gæstfrihed, samtidig med at de er opmærksomme på traditionen.

Gennem disse modsætninger – den hurtige stigning i skyskrabere og den vedvarende puls af ørkenvinde; kosmopolitiske bankdistrikter side om side med intime souk-gyder – afslører UAE sig selv som et studie i kontraster. Dets ledere har udnyttet kulbrinterigdomme til at opføre skinnende byer og finansiere globale kulturprojekter. Alligevel forbliver spørgsmål om lighed, rettigheder og fremtiden for føderationens forskelligartede indbyggere uløste. At rejse gennem Emiraterne er at opleve denne spænding på første hånd: at stå på toppen af ​​et glitrende tårn ved solnedgang, at mærke den kølige bjergluft ved daggry, at vandre i en daddelpalmelund og undre sig over den opfindsomhed, der forvandlede buskehytter til globale korsveje. Her mødes historie og modernitet under en skyfri himmel og tilbyder både et vidnesbyrd om menneskelig ambition og en påmindelse om, at fremskridt bærer sine egne kompleksiteter.