Marshalløerne

Marshalløerne, på marshallesisk omtalt som Ṃajeḷ, officielt kendt som Republikken Marshalløerne (Aolepān Aorōkin Ṃajeḷ), er en suveræn ø-nation beliggende i Mikronesien-regionen i det nordvestlige Stillehav. Marshalløerne ligger vest for den internationale datolinje og nord for ækvator og er en særpræget nation med en rig historie og unikke geografiske karakteristika. Nationen består af 29 koralatoller og fem øer, der er opdelt i to økæder: Ratak i øst og Ralik i vest. Det er værd at bemærke, at 97,87 % af landets territorium består af vand, hvilket gør den til den suveræne stat med det højeste forhold mellem vand og land.

Marshalløerne har maritime grænser med flere territorier og nationer: Wake Island mod nord, Kiribati mod sydøst, Nauru mod syd og Mikronesiens Forenede Stater mod vest. Majuro, hovedstaden og den største by, huser omkring halvtreds procent af landets befolkning og fungerer som det politiske og økonomiske centrum.

Marshalløernes historie er fundamentalt forankret i den austronesiske migration, der ankom til øerne så tidligt som i det 2. årtusinde f.Kr. De første immigranter introducerede sydøstasiatiske afgrøder såsom kokosnødder, enorm sumptaro og brødfrugt, samt tamfjerkræ, hvilket gjorde øerne permanent beboelige. Adskillige spanske ekspeditioner nåede øerne i midten af ​​det 16. århundrede; spanske galeoner navigerede dog generelt ad Stillehavsruten længere nordpå og omgik dermed Marshalløerne.

Øerne blev navngivet til ære for den britiske kaptajn John Marshall, der foretog en udforskning af området i 1788. I 1850'erne begyndte amerikanske protestantiske missionærer og vestlige kommercielle interesser deres ankomst, hvilket markerede begyndelsen på betydelig udenlandsk indflydelse. I 1870'erne og 1880'erne dominerede tyske koprahandlere økonomien, hvilket resulterede i det tyske imperiums annektering af Marshalløerne som et protektorat i 1885. Under Første Verdenskrig invaderede det japanske imperium øerne, som efterfølgende blev en del af det japanske Sydhavsmandat efter krigen. Efter Anden Verdenskrig overtog USA myndigheden og styrede øerne som en del af Trust Territory of the Pacific Islands. Fra 1946 til 1958 udførte USA 67 atomprøvesprængninger ved Bikini Atoll og Enewetak Atoll, hvilket resulterede i en dybtgående indvirkning på øerne.

Bestræbelserne på selvstyre begyndte med oprettelsen af ​​Mikronesiens Kongres i 1965, der havde til formål at styrke Stillehavsøernes autonomi. I maj 1979 anerkendte USA Marshalløernes forfatning og dens præsident, Amata Kabua, og gav dermed nationen uafhængighed. Fuld suverænitet blev opnået under Compact of Free Association med USA, som tilbød forsvar, økonomisk støtte og adgang til amerikanske institutioner såsom Federal Communications Commission og United States Postal Service. Marshalløerne har været medlem af Stillehavsfællesskabet siden 1983 og blev medlem af FN i 1991.

Marshalløernes økonomi er overvejende serviceorienteret, suppleret af fiskeri og landbrug, hvor betydelig økonomisk bistand fra USA udgør en betydelig del af landets BNP. Den økonomiske bistand, der ydes af Compact of Free Association, som oprindeligt skulle afsluttes i 2023, er blevet forlænget med yderligere 20 år. Nationen bruger den amerikanske dollar som valuta og erklærede i 2018 intentioner om at implementere en ny kryptovaluta som lovlig valuta.

Befolkningen på Marshalløerne består primært af personer af marshallisk arv, sammen med mindre immigrantgrupper fra USA, Kina, Filippinerne og andre Stillehavsøer. Marshallisk og engelsk er de officielle sprog og repræsenterer nationens kulturelle arv og historiske forbindelser. Religion er en integreret del af kulturen, hvor næsten hele befolkningen tilslutter sig en eller anden form for trossystem. De dominerende tilhørsforhold er United Church of Christ – Congregational in the Marshall Islands eller Assemblies of God.