Bojnice

Bojnice, en by med cirka 5.000 indbyggere, har en strategisk beliggenhed i det østlige Slovakiet langs Nitra-floden, lige under det middelalderlige Bojnice-slot. Beliggende i den øvre Nitra-floddal ved foden af ​​Strážov-bjergene deler den et offentligt transportnetværk med den nærliggende by Prievidza og ligger omkring 60 kilometer syd for Žilina og 65 kilometer øst for Trenčín.

Historien om Bojnice begynder i forhistorisk tid, hvor den helbredende varme fra dens termiske kilder først tiltrak menneskelig opmærksomhed under Riss-Würm-istiden for omkring 100.000 år siden. Fossiliserede rester af pleistocæne pattedyr, indlejret i travertinaflejringer, vidner om både den lokale faunas rigdom og tilstedeværelsen af ​​menneskelige grupper på jagt efter næring og ly. I de huleagtige afkroge af det, der nu er Prepoštská-hulen, vidner stengenstande - skrabere, spidser og bor - om neandertalerbeboelse i Levallois-Mousterian-æraen, mellem 70.000 og 40.000 f.Kr. Fragmentære spor fra den nedre palæolitikum og neolitikum giver anledning til mere substantielle tegn på permanent beboelse af Hallstatt-kulturen fra det ottende århundrede f.Kr. og fremefter.

På det travertinfremspring, der senere skulle blive borghøjen, opførte samfund fra Púchov-kulturen deres første befæstninger omkring årtusindskiftet f.Kr. Senere omdannede slaviske bosættere dette forbjerg til et centrum for håndværk, handel og forsvar og efterlod sig jernredskaber og skår af karakteristisk keramik. Kontinuitet i bosættelsen har varet siden det niende århundrede, hvor den befæstede bakketop fik sin vedvarende rolle som hjertet af den regionale myndighed.

Den første skriftlige omtale af Bojnice dateres tilbage til 1113, hvor Zobor-dokumenterne omtaler "de suburbanis Baimoz" som forstaden under slottet. Dette dokument nævner også en præstegårdsbygning; en kirke optræder i bevarede optegnelser fra 1244, hvilket bekræfter Bojnices status som et centrum for det religiøse liv i Øvre Nitra. I 1366 gav Kong Ludvig 1. af Ungarn byprivilegier, der omfattede rettigheder til et slagteri, en mølle, spa-drift og regelmæssige markeder, og lagde dermed grundlaget for økonomisk vækst gennem handel og specialiseret håndværk.

Den sene middelalder bragte militær fare til Karpaternes grænse, hvilket fik Turz- og senere Pálffy-familierne til at føre tilsyn med opførelsen af ​​forsvarsmure omkring både slottet og byen. I 1663 var denne bolværk færdiggjort, hvilket forstærkede Bojnices rolle som en bastion på den kongelige vej kendt som Magna via, som forbandt Wien med Transsylvanien. Fra 1613 til 1823 fungerede Bojnice som en af ​​Habsburg-monarkiets vigtige poststationer og letter transporten af ​​salt, jern og ædle metaller i Centraleuropa. Kejser Ferdinand III genindførte byprivilegier i 1647 og bekræftede dermed byens borgerlige autonomi.

Laug, der afspejlede Bojnices økonomis kompleksitet, opstod i midten af ​​det syttende århundrede. Optegnelser fra 1653 nævner tilstedeværelsen af ​​skomagere, murere, skræddere, vævere, farvere, buntmagere og bødkere. Den kommunale styring lå i hænderne på en borgmester og tolv senatorer, støttet af en notar og en hajdúch, hvis håndhævelsesinstrumenter - en gabestok og et byfængsel - stod på hovedtorvet. Bojnice bevarede sin rolle som regionens økonomiske, administrative og militære centrum indtil 1872, hvor nabolandet Prievidza gradvist overtog disse funktioner i de første årtier af det tyvende århundrede.

Kernen i Bojnices vedvarende appel står selve slottet, der først blev dokumenteret i 1113 som et træfort. I løbet af de efterfølgende århundreder erstattede successive ejere træpalisader med massive stenmure og tårne. I det tyvende århundrede ombyggede familien Pálffy, styret af romantiske følelser, komplekset til dets nuværende eventyrlignende form med slanke tårne, udsmykkede arkader og en silhuet, der hviler på travertinklipper, der skjuler en naturlig hule. I dag huser slottet et nationalmuseum, hvis gallerier bevarer artefakter og kunstværker, der sporer regionens historie. Filmskabere har gentagne gange vendt sig mod dets stemningsfulde rum, og hvert forår er gården vært for den internationale festival for spøgelser og ånder, hvor gæster med billet - som koster cirka 150 slovakiske koruna - bliver ført på en teatralsk genskabelse af spøgelseslegender, der opretholdes af lokal overlevering. Slottets kalender omfatter også sæsonbestemte begivenheder såsom et eventyrslotsprogram, en Valentinsweekendfejring og en Jul på slottet-begivenhed.

De termiske kilder, der engang tiltrak forhistoriske jægere, fortsætter med at understøtte Bojnices status som en af ​​Slovakiets ældste kurbyer. Det helbredende vand, der først blev registreret i 1549, kommer fra dybder på 1.200 til 1.500 meter med temperaturer mellem 28 og 52 ºC fra ni brønde, der tilsammen udleder omkring 40 liter i sekundet. Moderne spafaciliteter henvender sig til patienter med forstyrrelser i bevægeapparatet, reumatiske lidelser, posttraumatiske og ortopædiske følgevirkninger hos unge, neurologiske lidelser og erhvervsmæssige lidelser. I højsommeren tilbyder udendørs svømmeanlæg - bestående af tre bassiner - de besøgende et pusterum fra varmen og forener terapeutisk tradition med rekreativ fritid.

I 1955 tilføjede etableringen af ​​Bojnice Zoo en yderligere dimension til byens kulturelle og videnskabelige tilbud. I 2006 var den vokset til at huse over 1.800 individuelle dyr, der repræsenterede 355 arter. Dens indhegninger, der er beliggende i et anlagt parkområde med trælevende eksemplarer fra hele verden, muliggør tæt observation af 75 pattedyrarter, 138 forskellige fuglearter, 86 fiskearter og 47 krybdyrsorter. Ungdomsrettede attraktioner, der spænder fra lærerige udstillinger til interaktive legeområder, sikrer, at børn engagerer sig direkte i bevarings- og naturhistorieprocesserne.

Demografiske øjebliksbilleder afspejler en stort set homogen befolkning: folketællingen i 2001 registrerede 5.006 indbyggere, hvoraf 97,06 procent identificerede sig som slovakiske, 0,68 procent som tjekker og 0,24 procent som tyske (karpatertyskere). Religiøs tilhørsforhold var domineret af romersk-katolikker med 74,55 procent, hvor 19 procent rapporterede ingen religiøs tilhørsforhold og cirka 2 procent abonnerede på lutheranismen.

Gennem hele det tyvende århundrede udnyttede Bojnice sin historiske rigdom, sine termiske ressourcer og sin zoologiske institution til at etablere sig som en fremtrædende destination for besøgende fra hele Slovakiet og andre steder. Årlige kulturelle og sportslige begivenheder trækker folkemængder til byens kompakte centrum, hvor middelalderlige gademønstre og historisk arkitektur fremkalder lag af menneskelig stræben. Uanset om man søger videnskabelig indsigt i forhistorisk arkæologi, kontemplation i slotshaller, terapeutisk restaurering i spa-vand eller den simple fornøjelse ved at observere eksotisk fauna, belønner Bojnice den rejsende ved hver eneste begivenhed.

I hver sæson tilbyder byen en syntese af historie, videnskab og sundhed, der samles på ét punkt, hvor termiske dampe stiger op mod baggrunden af ​​gotiske tårne, og hvor ekkoerne af fjerne postvogne giver genlyd under stenbuegange. Dens vedvarende karakter opstår ikke fra et massivt skue, men fra den stille værdighed af ubrudt bosættelse, den fortsatte strøm af varme mineralkilder og bevarelsen af ​​traditioner, der spænder over årtusinder. Bojnice står som et vidnesbyrd om et lille samfunds - på kun fem tusinde sjæle - evne til at opretholde en arv, der bygger bro mellem palæolitiske huleboere, middelalderlige gejstlige, oplysningstidens militæringeniører og moderne kuratorer af natur- og kulturarv. Dens historie er lige så levende i dag, som den var, da de første flintesten blev slået mod forhistorisk klippe, hvilket inviterer til refleksion over kontinuumet af menneskelig tilstedeværelse i dette hjørne af Centraleuropa.