Lissabon – City Of Street Art
Interessante faktaLissabon er en by på Portugals kyst, der dygtigt kombinerer moderne ideer med gammeldags appel. Lissabon er et verdenscenter for gadekunst, selvom…
Manama, Bahrains hovedstad, udfolder sig som en levende palimpsest, hvor gamle historietråde flettes sammen med moderne højhusskyliner og en ørkens stille udholdenhed. Som Bahrains største by (der huser omkring en femtedel af kongerigets befolkning) ligger Manama på den nordøstlige spids af Bahrain-øen i Den Persiske Golf. Byen, der først blev beskrevet omkring år 1345 e.Kr., gik gennem portugisiske og persiske hænder, før det regerende Al Khalifa-dynasti etablerede kontrollen i 1783. I århundreder drejede dens økonomi sig om perlefangst, fiskeri, bådbygning og handel. Oliefundet i 1932 accelererede Manamas omdannelse til et finansielt og kommercielt knudepunkt, men mange lag af dens fortid er stadig synlige. Fra de afslørende ruiner af Dilmun-templer og moskeer fra den islamiske periode til statelige købmandshuse og travle souqs afslører Manamas vigtigste seværdigheder en by formet af maritim udveksling og kulturelle møder.
Perched atop an ancient mound, Qal’at al-Bahrain (Bahrain Fort) bears a UNESCO World Heritage plaque marking it as the Ancient Harbour and Capital of Dilmun. This fort complex crowns a 4,000-year-old tell — an artificial mound built by successive settlers since about 2300 BC. Archaeologists have unearthed houses, workshops, temples and harbor facilities from the Bronze Age up through the early Islamic period. These finds attest to Bahrain’s role as the capital of Dilmun, the famed trading civilization of the Gulf (often mentioned in Sumerian legend). Although only about 25% of the site has been excavated, the recovered remains are extraordinary. A Portuguese fortress (built in 1521) caps the summit, but below its walls lie layers of stone houses, ovens and streets dating back thousands of years. The UNESCO dossier notes that Qal’at al-Bahrain’s 300×600 m site holds “the richest remains inventoried of [the Dilmun] civilization”. Its museum and reconstructed sections allow visitors to trace the city’s transformation: from a Dilmun port town, through Hellenistic and Islamic eras, to a fortified gateway under colonial powers. In essence, Bahrain Fort offers a concentrated microcosm of Manama’s millennia-long history.
Ud over det store fort har Manama bevaret adskillige vartegn fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Bahrains perlehandel og -købmænd blomstrede. For eksempel er Bin Matar House i hjertet af den gamle by et fint gårdhus bygget omkring 1905 af en førende perlehandler. Dets toetagers koralstensmure og udskårne trædetaljer minder om traditionel Golfarkitektur. I sin storhedstid var det vært for handlende fra Indien, Golfen og endda Europa, blandt dem juveleren Jacques Cartier i 1911. Restaureret til næsten original stand fungerer det i dag som et kulturarvscenter i UNESCO-området Pearling Path, hvor det bevarer møbler og kunsthåndværk fra perioden.
En anden stor købmandsresidens ligger lige på den anden side af dæmningen på Muharraq-øen. Siyadi (Seyadi) House er et kompleks fra slutningen af det 19. århundrede bygget til perlemagnaten Abdullah bin Isa Siyadi. Med sin stukudsmykkede gårdhave, separate majlis (gæstehal) og moské er det et eksempel på den folkelige Golf-stil. Selve Siyadi-moskeen - hvis oprindelige donation stammer fra 1865 - er den ældste bevarede moské i Muharraq og betjener stadig troende. (I dag er Siyadi House stadig et privat hjem for familiens efterkommere, men moskeen og majlis er tilgængelige for besøgende.) Siyadi House er sammen med de tilstødende perlehandelskontorer og pakhuse en del af den UNESCO-anerkendte Pearling Path, som hylder Bahrains århundredgamle perledykkertradition.
Manamas religiøse bygninger er også bemærkelsesværdige. Al-Fateh Grand Mosque (færdiggjort 1988) er den største i Bahrain og dækker 6.500 m² med en kapacitet på omkring 7.000 bedende. Den er opkaldt efter Ahmed al-Fatih (Barmakid-officeren, der erobrede Bahrain i 1345) og blev bestilt af Sheikh Isa bin Salman Al Khalifa på tærsklen til den moderne nationalitet. Dens enorme bedesal (omtrent på størrelse med tre tennisbaner) er dækket af en 54 tons glasfiberkuppel - på det tidspunkt verdens største af sin slags. Interiøret er beklædt med italiensk marmor og blødt farvede fliser med en østrigsk krystallysekrone - detaljer, der afspejler Bahrains blanding af globalt håndværk. (Ikke-muslimske besøgende kan besøge moskeen uden for bedetiderne, hvilket gør Al-Fateh til en mulighed for at værdsætte islamisk arkitektur på tæt hold.) I nærheden ligger Bayt al-Qur'an (Koranens Hus), et moderne kompleks, der huser en af verdens mest værdifulde samlinger af koranske manuskripter. Dens ydre – et blegt geometrisk design, der minder om en moské fra det 12. århundrede – giver plads til et museum med ti udstillingshaller og et bibliotek med en kuppel af farvet glas. Her er de trykte og håndkopierede koraner et højdepunkt, men selve bygningen, der ligger ved siden af en lille moské og en skole, afspejler Bahrains nylige bestræbelser på at ære religiøs lærdom og kunst.
Manamas Bahrain Nationalmuseum formidler også øernes kulturarv i stor skala. Museet, der blev indviet i 1988 af Sheikh Isa Al Khalifa, har en slående hvid travertinfacade og tofløjede sale, der ligger på en menneskeskabt halvø ud mod Muharraq. De sammenhængende bygninger, der er designet af de danske arkitekter Krohn & Hartvig Rasmussen, har et samlet areal på omkring 20.000 m² og huser permanente gallerier, midlertidige udstillingshaller og uddannelsesfaciliteter. Indenfor fortæller de kuraterede sale seks årtusinder af Bahrains historie: fra neolitiske grave og Dilmun-artefakter fra bronzealderen til den hellenistiske Tylos-æra og islams ankomst. Der er sektioner om traditionelle handler, dagligliv og manuskriptarv, hvilket gør museet til opbevaringsstedet for nationens kollektive hukommelse. For en besøgende er det som at rejse gennem bahrainsk tid at træde gennem disse sale – hver udstilling understreger, hvordan geografi, religion og handel formede Manamas identitet.
Selv før Manamas middelalderlige krøniker minder landskabet uden for byen om Bahrains bronzealderpragt. Barbar-templerne (kun 25 km nord for Manama) består af successive ruiner af en masse kalkstenstrapper og helligdomme. Siden 1954 har arkæologer afdækket mindst tre tempelfaser (ca. 3000-2000 f.Kr.) bygget oven på hinanden. Disse templer, dedikeret til gudinden Inzak, har enorme kalkstensaltre og offergrave. Selvom kun fundamenter er bevaret i dag, formidler deres skala (sten over 1 m i diameter) en følelse af rituelt drama. Som en forfatter bemærkede, spænder lagene i Barbar over "en periode på omkring 600 til 800 år", hvilket tyder på, at det var et vigtigt, konstant æret kultsted i Dilmun. Beskuerne kan kigge ind i en udgravet brønd af klædte blokke, hvor præster engang kan have samlet sig til ceremonier. Landsbyen over Barbar forbliver stille, og stedet er ikke indhegnet, hvilket tilbyder en fredfyldt kontrast til Manamas bymæssige travlhed.
Længere mod vest ligger Al-Adhbah-templet (ofte kaldet Ad-Diraz-templet). Udgravninger i 2019 afslørede dette mindre, men usædvanligt udsmykkede Dilmun-tempel, foreløbigt dateret til begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Dets port- og søjlefragmenter adskiller sig fra både den mesopotamiske stil og Barbar-eksemplerne, hvilket indikerer lokal innovation. For eksempel fandt arkæologer en karakteristisk søjlebase med tre fremspringende arme, hvilket tyder på en trefodssokkelform, der ikke findes andre steder i Golfen. Keramikskår og segl fundet på stedet bekræfter dets religiøse brug. I dag er Ad-Diraz' område præget af en lav stenplatform midt i daddelpalmelunde, endnu ikke visuelt dramatisk, men antyder et bredt kultområde. Sammen med Barbar understreger disse Dilmun-templer, at den flade Bahrain-slette engang var vært for levende hellige landskaber – langt fra nutidens trafik.
I den sene islamiske periode havde Manamas forstadsområder endnu et vartegn: al-Khamis-moskeen, en af de ældste i regionen. Ruinerne af denne moské ligger i den sydlige del af Manama (navnet "al-Khamis" betyder "torsdag", hvilket refererer til en markedsdag) i en moderne forstad. Arkæologer har identificeret to moskéfaser: en muligvis bygget i år 717 e.Kr. under umayyadertiden og en større bygget omkring år 1058 e.Kr. De tidligere moskeer var enkle, men strukturen fra det 11. århundrede viser indviklet udskåret sten og udskårne kufiske inskriptioner - bevis på Qaramita-dynastiets (Qarmatian) protektion. I dag ser besøgende delvist udgravede mure og to minaretbaser fra den Qarmatian-moske. Selvom den ikke bruges aktivt, er denne rest af murbrokker en håndgribelig forbindelse til Bahrains tidlige islamiske tidsalder. Den minder os om, at Manamas udkant allerede i det 10. århundrede var hjemsted for samfund, der var store nok til at bygge monumentale menighedsmoskeer.
Manamas historiske stof findes ikke kun i sten, men også i håndværk, der stadig praktiseres af øsamfund. Syd for byen ligger landsbyen Bani Jamra, der er berømt for håndvævede tekstiler. I det 19. århundrede blev Bani Jamra Bahrains centrum for bomuldsvævning, og i byens hjem var der væve, hvor der blev lavet flerfarvede stoffer og broderede beklædningsgenstande. Velhavende handlende spredte stoffet over Golfen, hvilket gjorde det til en lokal fast bestanddel. Selv efter at olien ændrede livet, bevarede håndværkerne i Bani Jamra deres færdigheder; i dag fremviser væveværksteder og Bani Jamra Textile Factory disse teknikker. Besøgende kan stadig se håndværkere væve mal'e-stof på traditionelle opretstående væve (og nogle gange købe silkesjaler broderet i hånden). Den nærliggende Bahrains tekstilfabrik, bygget i et design inspireret af palmebladeboliger, giver plads til vævedemonstrationer og -kurser. Denne kontinuitet i håndværket understreger, hvordan Bahrains landlige landsbyer bidrager til Manamas kultur: byens forretninger fører ofte Bani Jamra-stof som kulturarvssouvenirs og holder håndværket i live.
Lige øst for Manama ligger A'ali, øens keramikcenter. I over to årtusinder (selv under Dilmun-tiden) blev Bahrains røde ler formet til krukker, lamper og gravsten – en arv, der er blevet genoplivet af moderne keramikværksteder. A'alis atelierer blander lokalt ler og brøndvand for at støbe krukker på foddrevne hjul ved hjælp af ældgamle ovnteknikker. At se en mesterkeramiker arbejde hos A'ali er som at se fortiden blive til nutid: Han sidder på hug i en nedsænket bænk, træder i pedalerne på hjulet med bare fod og modellerer leret i hånden, hvorefter han læsser beholderen i en brændefyret lerovn. Hver butik her udstiller enhver brugsform – skåle, lanterner, palmeformede kander – som i et levende museum for håndværk. Selvom verdensmarkederne nu sælger mange keramikvarer, er A'ali stadig hjertet i bahrainsk keramik. Selv Bahrains Nationalmuseum har skår fra bronzealderen fra nærliggende grave, der vidner om, at dette håndværk har eksisteret i tusinder af år.
Endelig kan ingen kulturhistorie i Manama udelade Perle- og Perlestien, der engang forbandt Bahrain med globale luksusmarkeder. Århundreder før olien skabte naturperler fra østers omkring Bahrain en formue. Byens rigere kvarterer i Muharraq og Manama fremviser stadig købmandspalæer og moskeer med tilknytning til perleindustrien. I 2012 udnævnte UNESCO Bahrains Perle- og Vidnesbyrd om en Øøkonomi-lokalitet: den omfatter sytten bygninger i Muharraq, tre østersbanker ud for kysten og Qal'at Bu Mahir-fortet på Muharraqs sydspids. Sammen repræsenterer de det sidste intakte kulturlandskab fra det engang dominerende perlefiskeri. Som UNESCO bemærker, formede Bahrains perletidsalder (fra omkring det 2. århundrede e.Kr. til begyndelsen af det 20. århundrede) øens "økonomi og kulturelle identitet". Det moderne Manama hædrer denne arv gennem museer (i Bahrain Nationalmuseum og Beit Al Quran) og Perlestien, hvor restaurerede steder sporer de sidste dykkersteder, markedsboder og toldhuse fra den æra.
Midt i historie og håndværk er Manama fortsat en levende by. Intet sted legemliggør dens sociale essens som Bab Al Bahrain og Manama Souq. Portbuen ved Bab Al Bahrain ("Bahrains port") blev bygget i 1949 af den britiske rådgiver Charles Belgrave og markerer den historiske indgang til det gamle marked. På torvet og i gyderne bagved sælger sælgere stadig guldsmykker, krydderier, tekstiler, parfumer og kunsthåndværk – en påmindelse om byens handelsrødder. En rejseskribent beskrev souqen som "en labyrint af smalle gyder fyldt med alle mulige varer", hvor legenden hævder, at man kan finde "alt fra en nål til en guldbarre". Faktisk drejer man om hjørner og finder dadler og nødder stablet i sække, tekstilbolte, kaffebønner i sække og klyngede parfumer hængende under neonskilte. Moderne butikker og caféer har sneget sig ind, men souqen har bevaret en gammeldags travlhed (uden at bruge det klichéagtige ord) af forhandlingsstemmer og dufte af røgelse. Arkitektonisk set viser gyderne lagene: nogle arkadeforede murstenskiosker stammer fra midten af det 20. århundrede, andre er nyere.
Manamas handelsliv strækker sig også til Sanabis, den gamle forstad lige nordvest for Bab Al Bahrain. Sanabis, der engang var en fisker- og perlelandsby for Baharna-familier, er i dag kendt for sine butikker og moskeer. Lorimers stednavnsregister fra 1908 rapporterede, at Baharna i Sanabis beskæftigede sig med bådbygning og perlearbejde, men nu har byen indkøbscentre og skyskrabere langs sine veje. Unikt nok er det, at Sanabis huser et hinduistisk tempel af indisk oprindelse gemt midt i souq-gaderne (bygget i 1817, dedikeret til Shrinathji) - et af Golfens ældste helligdomme af denne art. Dette tempel, med sine malede elefanter og udskårne søjler, vidner om Bahrains rolle som en multikulturel havn. (I dag husker de indiske og pakistanske samfund, der bor omkring Manama, ofte Sanabis' tempel og festlige offentlige fejringer som en del af Manamas levende billedtæppe.)
Havnefronten er et andet højdepunkt i byen. Corniche al-Fateh, Manamas vigtigste strandpromenade, strækker sig langs den nordøstlige kyst og tilbyder dramatiske udsigter. Den blev anlagt fra genvundet land efter opdagelsen af olie og er i dag anlagt med græsplæner, dadelpalmer og springvand. På den ene side ser man den rolige Persiske Golf; på den anden side de glitrende tårne i Manamas forretningsdistrikt. Folk samles om morgenen til kaffe og vandpibe på corniche-caféer; senere slentrer familier, og fotografer står i kø for at tage solnedgangsbilleder af skyline. Corniche blev designet som et offentligt rum, der kunne konkurrere med enhver af regionens nye havnefronter, og passerer faktisk byens lufthavn og marina. Man finder også offentlig kunst her - en berømt abstrakt skulptur af et sejl og en fisk hylder Bahrains maritime arv. Selvom den er moderne, er omgivelserne blevet en del af Manamas sociale arv og er regelmæssigt fyldt på nationale helligdage og friweekender.
Som en moderne metropol kan Manama også prale af slående nye bygninger. Langs kysten og den indre bugt ligger skinnende glastårne og øer. De to havnetårne i Bahrain Financial Harbour (færdiggjort i 2007) dominerer et genvundet forbjerg lige nord for Bab Al Bahrain. Hvert 53-etagers tårn rager 260 meter op over havet og flankerer en plads med butikker og caféer. Ved foden ligger en marina fyldt med yachter – langt fra de gamle dhows. Selvom BFH-komplekset blev bygget under et ejendomsboom, er det i dag stadig et ikon for Manamas urbane ambitioner. Ved siden af tårnene rejser sig Harbour Gate-indkøbscentret og de højere Harbour Heights-boligskyskrabere og danner et ultramoderne kvarter på det, der engang var byens mole. En kort bro fører til Reef Island, en kunstig halvmåneformet øgruppe af luksuslejligheder, hoteller og detailhandel, der åbnede i slutningen af 2000'erne. Reef Island, der er designet af britiske arkitekter, ligner et tropisk feriested: fritidsfaciliteter, marinaer og endda sandstrande blev skabt af den bare lagune. Det er et symbol på Bahrains udfordring med knappe jord – bogstaveligt talt at bygge byøer i Golfen. Alligevel tiltrækker Reefs villaer og caféer nu lokale, der søger afslapning ved havet, og udvider Manamas kystlinje problemfrit ud i vandet.
Endelig står Manama i centrum for Bahrains spring ind på den globale scene gennem motorsport. Omkring 30 km sydvest for byen ligger Bahrain International Circuit (BIC), der har været vært for det årlige Formel 1 Bahrain Grand Prix siden 2004. Den specialbyggede bane, der blev udtænkt af kronprins Salman bin Hamad som et nationalt projekt, åbnede i tide til det første F1-løb i Mellemøsten i 2004. Banen, der strækker sig over 5,4 km med en storslået udsigt over ørkenen, tiltrak international opmærksomhed (og investeringer) til Bahrain. Den er også vært for andre serier – dragracerløb, GP2/F2, regionale touringcars og udholdenhedsløb. Det omkringliggende parkområde og paddocken er blevet et fritidsområde i sig selv med golfbaner og et motorsportmuseum under opførelse. For Manama symboliserer banen, hvordan en hovedstad, der engang var defineret af perler og olie, nu omfavner en globaliseret identitet: højtydende sport, der deler det samme Bahrain-navn.
Tips til besøgendeManamas attraktioner strækker sig over et stort område, så planlæg transport med taxa eller lejebil (lokale busser forbinder nogle af de vigtigste seværdigheder). Bahrain International Circuit ligger langt sydvest og besøges bedst via rundvisning eller forudbestilling, mens Tree of Life (i den sydlige ørken) ofte kræver en firehjulstrækker for at nå. De fleste museer (Bahrain National Museum, Beit al-Qur'an) er lukket om fredagen, så tjek åbningstider. Souken, Bab Al Bahrain og bugten Corniche er lette at gå til i Manamas centrum. Alkohol serveres på steder med spiritusbevilling (ølhaver langs Gulf Road, hoteller), men offentlig drikkevareindtagelse er forbudt. Bahrains klima er varmt fra april til september; efterår og forår byder på behagelige aftener ved vandet.
Manama er i dag ikke et museumsstykke, men en levende by. Alligevel bærer hvert af disse vartegn – fra Bahrain Forts høj fra det 4. årtusinde til Financial Harbours glasfacade – en historie. Når man går gennem Manama, fornemmer man, hvordan tid og handel har lagt kulturer lag på gaderne: Dilmun-bosættere, islamiske kaliffer, britiske rådgivere og moderne globale finansfolk har alle sat deres præg. Resultatet er en by med kontraster og kontinuitet. På én dag kan en besøgende bevæge sig fra roen i en tempelruin eller Livets Træ i sandet til de kølige marmorhaller i den store moske, til de myldrende gyder i en kulturarvs-souq og endelig til en aften med kaffe på den moderne corniche med en baggrund af skyskrabere. Manama tilbyder således et rigt menneskeligt tableau – et sted, hvor fortidens hvisken blander sig med nutidens liv og danner en hovedstad, der er lige så reflekterende, som den er fremadskuende.
Lissabon er en by på Portugals kyst, der dygtigt kombinerer moderne ideer med gammeldags appel. Lissabon er et verdenscenter for gadekunst, selvom…
Frankrig er kendt for sin betydelige kulturarv, exceptionelle køkken og smukke landskaber, hvilket gør det til det mest besøgte land i verden. Fra at se gamle…
Præcis bygget til at være den sidste beskyttelseslinje for historiske byer og deres indbyggere, er massive stenmure tavse vagtposter fra en svunden tid.…
Mens mange af Europas storslåede byer forbliver overskygget af deres mere velkendte modstykker, er det et skatkammer af fortryllede byer. Fra den kunstneriske appel...
I en verden fuld af velkendte rejsedestinationer forbliver nogle utrolige steder hemmelige og utilgængelige for de fleste mennesker. For dem, der er eventyrlystne nok til at…
