Kefalonia

Turismen i Cephalonia begyndte i begyndelsen af ​​det nittende århundrede. Selv den græske kongefamilie tog deres børn med til Lixouri i sommermånederne i begyndelsen af ​​det tyvende århundrede, men øen blev først opdaget af de fleste besøgende i 1980'erne.

Cephalonia tiltrækker besøgende fra hele Grækenland, Europa og resten af ​​kloden. På grund af dets nærhed til Italien er det et yndet feriemål for mange italienere. Som en af ​​Grækenlands største øer er den veludstyret til at rumme oversvømmelsen af ​​besøgende i sommersæsonen, og den byder på noget for enhver smag.

To kulturelle attraktioner, de attraktive fiskerlandsbyer Fiscardo og Assos, samt flere naturlige attraktioner såsom Melissani underjordiske sø, Drogarati-grotten og Myrtos-stranden, har bidraget til Kefalonias popularitet. Captain Corelli's Mandolin (2001), en film optaget på øen, gjorde Kefalonien populær.

Somrene i Cephalonia er varme og lyse med moderate våde vintre. Af og til falder der sne på øens bjerge om vinteren. Årets vådeste måned, december, kan få op til 115 mm regn. I modsætning hertil kan det være meget tørt i juli, hvor der ofte er ingen eller lidt regn. Regn ses generelt om sommeren, men det mærkes ikke, da det fordamper, før det når jorden på grund af den tørre luft.

Cephalonia er den regionale enheds største ø, der dækker 773 km2 (300 mi2) og har en befolkningstæthed på 55 personer pr. km2 (140/mi2). Argostoli er hjemsted for en tredjedel af øens befolkning. Lixouri er præfekturets næststørste by, og de to byer udgør tilsammen omkring to tredjedele af præfekturets befolkning.

Petalas Island og Asteris Island er de to store øer, men de er øde.

Cephalonia ligger i en jordskælvszone, og hvert år forekommer hundredvis af små, uregistrerede rystelser. Et stort jordskælv ødelagde stort set alle øens landsbyer i 1953 og efterlod kun Fiskardo i nord uskadt.

Melissani-søen, Drogarati-hulerne og Koutavos-lagunen nær Argostoli er også bemærkelsesværdige naturlige træk.

Øen kan prale af en mangfoldig biodiversitet, herunder adskillige oprindelige og usædvanlige arter. Nogle steder er blevet udpeget som Natura 2000-områder af Den Europæiske Union.

Mount Ainos, med en højde på 1628 meter, er det højeste punkt på øen; mod vest-nordvest ligger Paliki-bjergene, som omfatter Lixouri, samt Geraneia (Gerania) og Agia Dynati. Toppen af ​​Mount Ainos er en naturpark med grantræer.

Skovbrug er ualmindeligt på øen, selvom dens træproduktion er blandt de største på de Ioniske øer, men mindre end Elia på Peloponnes. Skovbrande var udbredt i 1990'erne og begyndelsen af ​​2000'erne, og de udgør fortsat en betydelig fare for befolkningen.

Fauna

Cephalonia er kendt for sin truede bestand af skildpadder, som yngler på flere strande omkring øens sydkyst. En lillebitte koloni af den truede middelhavsmunkesæl, Monachus monachus, lever også langs øens kyst, især på områder af kysten, der er utilgængelige for mennesker på grund af topografien. Grotter langs denne kyststrækning er gode steder for sæler at føde deres unger og amme dem i de første par måneder af deres liv.

Øen er kendt for at være hjemsted for den europæiske fyrremår.

Over 200 fuglearter er blevet observeret på øen.

Vin og rosiner er de ældste eksporterede eksportvarer, der har været fremtrædende indtil det tyvende århundrede. I dag er de mest fremtrædende industrier fiskeopdræt og calciumcarbonat.

Dyreavl og olivendyrkning er de vigtigste landbrugsaktiviteter, hvor korn og grøntsager tegner sig for størstedelen af ​​resten. Sletterne, som omfatter mindre end 15% af øen og for det meste er klippefyldte og bakket, er det sted, hvor størstedelen af ​​grøntsagsdyrkningen finder sted. Agerjord udgør mindre end en fjerdedel af øens samlede landareal.

Indtil 1970'erne boede størstedelen af ​​kefalonierne i landdistrikter, men nu bor to tredjedele af befolkningen i byer, mens den resterende tredjedel i landlige byer og landsbyer nær landbruget.

Robola-druen bruges til at lave tørre, citronagtige vine på øen, som har en lang vinfremstillingsarv.

Olivenolieproduktion

Cephalonias økonomi er stærkt afhængig af olivenolieproduktion. Indtil det 18. århundrede var mængden af ​​olivenolie produceret på øen utilstrækkelig til at imødekomme befolkningens krav. Men de venetianske angriberes efterspørgsel efter olivendyrkning, især efter Peloponnes og Kretas fald, resulterede i øget produktion til det punkt, hvor de første forsendelser til Venedig startede. Før det ioniske jordskælv i 1953 havde øen 200 oliepresser; i øjeblikket er der kun tretten. Cephalonia har omkring en million oliventræer, som dækker over 55 procent af øens landareal. Øens lille, agrariske økonomi er stærkt afhængig af olivenolie. De to primære typer plantet på øen er "koroneiki" og "theiako", med et mindre antal "ntopia" og "matolia" efter. Kefalonian olivenolie er grøn i farven, med en tyk, fedtet smag og en lav syre.

En betragtelig del af den indfødte sommerbefolkning tilbringer vintermånederne i udlandet, da der bare ikke er nok job på øen i lavsæsonen (november – april). Som følge heraf er der mange grækere med amerikanske accenter på øen. Kun ældre mennesker forbliver begrænset til deres eget sprog, på trods af at engelsk praktisk talt forstås generelt. På grund af øens betydelige historiske bånd med dette land, er italiensk generelt anerkendt. Hvor som helst på øen vil en velkomst på græsk fremkalde en varm og lidenskabelig reaktion.