Udforskning af det gamle Alexandrias hemmeligheder
Fra Alexander den Stores begyndelse til dens moderne form har byen været et fyrtårn af viden, variation og skønhed. Dens tidløse appel stammer fra...
Tibets klostre er ikke blot sten og bedehjul; de er de levende centre for en årtusindgammel buddhistisk tradition. Højt oppe i Himalaya formede gompaer (tibetanske klostre) engang alle aspekter af det tibetanske liv – fra politik og uddannelse til kunst og daglig kultur. Hurtige fakta: Tibets store Potala-Jokhang-Norbulingka-kompleks er et UNESCO-verdensarvskompleks; Dalai Lama var både den åndelige abbed og verdslige hersker fra 1642; Samye (8. århundrede) var Tibets første kloster; Sera-klosteret i Lhasa er stadig vært for daglige debatmøder. Klostrene spænder fra vidtstrakte komplekser som Tashilhunpo til afsidesliggende eremitager i Everest-regionen. Denne guide vil væve historie, kultur og praktiske råd sammen: Rejsende vil finde detaljer sted for sted, insidertips, festivaldatoer og en komplet FAQ, der besvarer alle spørgsmål om at besøge Tibets hellige gompaer.
Buddhismen er vævet ind i selve Tibets struktur. En rejseskribent bemærker, at "buddhismen er regionens livsnerve", synlig i "kæder af bedeflag, lamakloster på bjergtoppe og messende, rødbrune klæder munke". Legenden siger, at kong Songtsen Gampo fra det 7. århundrede giftede sig med buddhistiske prinsesser fra Nepal og Kina og plantede tro i Tibets kongelige kerne. Fra den tid og fremefter blev kloster og trone sammenflettet.
I det 15. århundrede grundlagde den lærde Tsongkhapa Ganden-klosteret (1409) med streng overholdelse af disciplin. Britannica bemærker, at "Tsong-kha-pa ... grundlagde sit eget kloster i Dga'-ldan, dedikeret til genoprettelsen af streng monastisk disciplin." Dette tiltrak tibetanere, der var trætte af konflikter mellem ældre skoler. Tsongkhapas disciple dannede Gelug-ordenen (Den Gule Hat), som gradvist blev en del af regeringsførelsen. I 1578 tildelte Altan Khan fra Mongoliet titlen Dalai Lama til Gelug-hierarken, en ære, der betegner "Ocean-Great Lama" som åndelig hersker.
I 1642 indsatte den mongolske mæcen Güüshi Khan den 5. Dalai Lama som Tibets hersker og forenede dermed den verdslige og åndelige autoritet. Britannica beretter, at "Güshi indsatte Dalai Lama som Tibets hersker og udnævnte ... en reformeret regering. Lhasa, længe det åndelige hjerte, blev nu den politiske hovedstad." Gelug blev overlegen over ældre ordener; traditionelle rivaliseringer blev undertrykt. Som følge heraf fungerede klostre ikke kun som universiteter og templer, men også som politiske magtcentre. De ejede enorme ejendomme, opkrævede tiende og uddannede tusindvis af munke i skrifter og ritualer.
Gennem århundreder har disse klostre bevaret tibetansk kunst, sprog og ceremonier. I deres haller lå store samlinger af vægmalerier, thangka-ruller og historiske tekster, beskyttet gennem omvæltninger. UNESCO skriver, at Potala- og Jokhang-klostrene er "fremragende eksempler på tibetansk buddhistisk stil" med tusindvis af billeder og skrifter. I dagligdagen reciterede munke bønner, underviste lægfolk og ledte pilgrimsrejser. Man skriver om at ledsage landmænd og nomader på kora (pilgrimsrejser) til Losar nytår – "Man hører dem fremsætte bønner lavt ... røgelsessødet luft." Klostrene forbliver i dag opbevaringssteder for immateriel arv: de ritualer, debatter og festivaler, der animerer det tibetanske samfund.
Vigtigste slægter: Tibetansk buddhisme er traditionelt opdelt i fire hovedskoler. Nyingma ("Old Translation", 8. årh.) skylder sin begyndelse til Guru Padmasambhava og Shantarakshita i Samye. Sakya (grundlagt 1073) og Kagyu (11. århundrede) opstod senere, hver med forskellige klostre. Luft (1409) blev den dominerende orden og drev store klostre som Drepung, Sera og Ganden (de såkaldte "Lhasas tre sæder"). Hver skole driver stadig sine egne klostre i dag, men Gelugs rolle i historien satte et unikt præg på Tibets politiske landskab.
Lhasa har den højeste koncentration af berømte klostre. De såkaldte "tre store klostre" i Lhasa er Drepung, Sera og Ganden. Alle tre er Gelug-institutioner grundlagt i det 15.-17. århundrede på toppen af nærliggende bakker. Sammen indskrev de tusindvis af munke, hvilket i størrelse kan konkurrere med et moderne universitet.
Lhasas Tre Store er Gelug-bastioner, og i fortællingen hører man, hvordan hver især støttede Dalai Lamaerne. (For eksempel bad den 5. Dalai Lama der under den mongolske kampagne, der sikrede ham magten.) I dag er deres gårde spirituelle teatre: Udover Seras debatter kan man være vidne til pujaer tidligt om morgenen eller blot slutte sig til pilgrimme, der cirkler med uret rundt om kapellerne.
Lhasas skyline er domineret af Potala-paladset, og nær den gamle bymidte ligger Jokhang-templet. Begge er en slags levende klostre, selvom de hver især er unikke.
Potala-paladset blev bygget på Red Hill i det 7. århundrede (9. Dalai Lama), men tog sin nuværende form under den 5. Dalai Lama i det 17. århundrede. Denne enorme hvide og røde fæstning er delvist et kloster. Den fungerede som vinterpalads og klosterhjem for Dalai Lamaerne. UNESCO bemærker, at "de hvide og røde paladser og tilhørende bygninger til Potala-paladset rejser sig fra Red Mountain" i 3.700 m højde og symboliserer tibetansk buddhismes centrale rolle. Det Hvide Palads indeholder Dalai Lamas tidligere boligkvarterer og audiensrum; det øvre Røde Palads rummer forgyldte stupaer, der troner forbi Dalai Lamaerne. Den nedre bakke indeholder det lille Namgyel-kloster, Dalai Lamas private kapel (nævnt på UNESCOs liste). Besøgende kan i dag se snesevis af værelser. Billetter skal bookes på forhånd gennem dit rejsebureau, da der er en begrænset daglig adgang for at bevare den. Billeder indeni er forbudt for at beskytte vægmalerier.
Er Potala et kloster? Strengt taget fungerede det som en sådan. I dag vedligeholdes det mere af statens kulturarvsmyndigheder end som et munkesamfund. Til sammenligning er Jokhang-templet, nede i den gamle bydel, et fuldt aktivt helligdomskloster. Jokhang, der blev grundlagt i år 647 e.Kr. af Songtsen Gampo, huser den ærede Jowo Shakyamuni-statue og er forankret i det tibetanske ritualliv. Jokhang-komplekset er en labyrint af kapeller og klokketårne. UNESCO beskriver Jokhang som "et enestående religiøst kompleks ... enestående eksempel på tibetansk buddhistisk stil", fyldt med over 3.000 billeder og værdifulde manuskripter. Hver dag cirkler pilgrimme i kåber og lægfolk i hjemmelavede frakker rundt om templet via Barkhor-gården, mens de spinder bedehjul eller kaster sig ned på stenstien. Når man besøger Lhasa, deltager man typisk i begge dele: man oplever Jokhangs solopgangspuja eller aftenens smørlampeofring og bestiger Potalas syv etager for at få panoramaudsigt.
Besøg Potala og Jokhang: Begge steder kræver tilladelser og tidsbestemte billetter (spørg din turguide). Beskeden påklædning er obligatorisk. Potalas stejle trapper betyder, at kun raske besøgende bør planlægge turen. Ved Jokhang forventes respekt for præster, bukkende pilgrimme og det centrale helligdom. På begge steder er fotografering indenfor normalt forbudt eller kun tilladt diskret (ingen blitz).
Ud over Lhasa er Tibets kulturelle kort oversået med historiske klostre. Hvert kloster har sin egen historie:
Tibetansk buddhisme omfatter adskillige skoler, hver med sine egne klostre. Wikipedia opsummerer, at "tibetansk buddhisme har fire store skoler, nemlig Nyingma (8. århundrede), Kagyu (11. århundrede), Sakya (1073) og Gelug (1409)". Gelug- og Nyingma-klostre er de mest almindelige i Tibet i dag. For eksempel er Ganden, Drepung og Tashilhunpo Gelug; Samye og Dorje Drak er Nyingma; Sakya er Sakya. Kagyu-klostre (f.eks. Karmapa-slægten) blev for det meste ødelagt eller ligger uden for Tibet nu, selvom Drigung (Kagyu) stadig eksisterer i Lhasa-området.
Inden for hvert kloster gennemgår munke en grundig træning. Kandidater går ind i novitiatet som børn og lærer ritualer, tibetansk sprog og grundlæggende doktriner. I den videregående uddannelse er det standard at lære tusindvis af skriftvers udenad. En beretning bemærker, at "det forventes, at man lærer klassiske tekster såvel som andre rituelle tekster udenad... En anden vigtig del af den videregående religiøse uddannelse er udøvelsen af formaliseret debat." Denne dialektiske træning er grunden til, at vestlige besøgende ser de energiske debatter i Sera og Drepung. Succesfulde munke kan opnå grader som Geshe (sammenlignelig med en doktorgrad i buddhistisk filosofi).
Klostre ledes af abboter (ofte arvelige tulku-linjer). Den nuværende Dalai Lamas slægtslinje er en kæde af tulkuer (reinkarnerede lamaer), der hver især genkendes af søgende munke. På samme måde bor Panchen Lama-linjen i Tashilhunpo. Abbotterne forvalter klosterjord, leder ceremonier og (traditionelt) rådgiver lægfolk. I dag underviser mange lamaer også i buddhisme til turister eller udenlandske studerende.
Tibetanske klosterbygninger deler fællestræk, der er tilpasset store højder. Typisk er en stor forsamlingshal (dukhang) med et højt træloft flankeret af mindre kapeller. Stupaer eller chortener – hvide, koniske relikvieskrin – markerer hellige steder på grunden. Mange templer har lagdelte tage med forgyldte knopper og vindheste (lungta) i hjørnerne. Væggene er ofte hvidkalkede muddersten med sorte bånd omkring vinduer (synlige på Seras yderside).
Indenfor pryder væggene thangka-vægmalerier og -statuer. Disse følger en rig ikonografi: mandalaer, bodhisattvaer og beskyttere. For eksempel kan et maleri af Livets Hjul dække én væg, mens forgyldte kobberstatuer af Sakyamuni Buddha præger altrene. UNESCO bemærker, at Potalas vægge viser "over 3.000 billeder af Buddha og andre guddomme". Disse værker er ofte dækket af lag af mineraler og bladguld – skrøbelige i den tørre tibetanske sol. Besøgende bør holde respektfuld afstand og kun bruge stille lys, da mange vægmalerier er århundreder gamle.
Klostrets layout følger ofte streng planlægning. Samyes mandalaplan (se ovenfor) er unik. Mange andre, som Reting eller Tashilhunpo, er indlejret på bakker. Høje mure og smalle porte beskytter mod vintervinde. Gårde har cirkulære bedehjul: hengivne drejer dem rytmisk på en kora.
Bevaring er en konstant udfordring. Den tynde luft og den kolde sol får malingen til at revne; flade tage kræver hyppige reparationer. Noget restaurering finansieres af UNESCO eller NGO'er. For eksempel har Potala gennemgået et flerårigt strukturelt forstærkningsprojekt. Rejsende, der skriver eller donerer til kulturarvsfonde, kan hjælpe med at bevare disse steder.
Klostre er aktive, ikke museer.
Dagligliv: I daggryets lys hører man trommer og horn, når munke træder ind i forsamlingshallen. De synger mantraer i timevis, ofte i grupperecitation. Lægfolk kan se dette i hver tempelhal. Klostre afholder typisk fire daglige pujaer (bønnegudstjenester) – ved daggry, formiddag, eftermiddag og aften. Uspecialiserede turister kan stille og roligt se til; bare sidde eller stå bagerst og undgå at blokere munke.
Den berømte klosterdebat finder sted (for Gelug-skoler) hver eftermiddag, ofte kl. 14-16. Ved Sera og Drepung kan udenforstående stå på trapperne uden for debatgården; ingen billet nødvendig, men medbring varmt tøj, da vinden kan hyle. Debatterne varer et par timer, men selv 30-60 minutter vil vise, hvordan tredjeårselever møder sidsteårselever med livlige, fodtrampende logikkonkurrencer.
Festivaler: Det kan være givende at planlægge en rejse, så den falder sammen med en festival. Store klosterfestivaler inkluderer:
– Losar (tibetansk nytår, jan/feb): Fuldmånefestligheder med maskerede danse (Cham) og yak-smørlamper i alle større klostre.
– Saga Dawa (fuldmåne i maj/juni): Minder Buddhas fødsel/oplysningstid/parinirvana. Klostre som Rongbuk afholder særlige danse og lhundrup (ceremonier for et langt liv).
– Shoton (Yoghurtfestival, juli): Oprindeligt en tibetansk tradition i Norbulingka nær Lhasa, fejres Shoton nu i nogle klostre med udfoldelse af gigantiske thangka. F.eks. i Tashilhunpo eller Reting afsløres en enorm Buddha thangka, og folkemængder samles.
– Smørlampefestival (i den 15. måne i den tibetanske kalender): Nogle klostre tænder tusindvis af lamper.
Tjek lokale datoer, da den tibetanske kalender ændrer sig. Vi anbefaler at booke rejsen måneder i forvejen, hvis du planlægger at deltage i en festival.
Besøgende bør være opmærksomme på, at festivalperioder medfører folkemængder og højere hotelpriser. Forudgående reservation af ture er afgørende i februar og sommermånederne, da fly og tog er udsolgt.
Tibetanske klostre er hellige steder. Respektfuld opførsel er afgørende. Følg disse retningslinjer:
Husk i alle interaktioner, at mange tibetanere betragter klosteret som en levende guddom. En lille respektfuld gestus – en bukning, foldede hænder, en khata – siger meget.
Overvej disse rejseplanskitser til planlægning:
Hver rejseplan kan gennemføres i "pilgrimsstil" (overnatning på klosterpensionater og gå hele ruter) eller mere afslappet (hoteller og biltransport). Brug campingsenge ved klostre inden for budgettet (nogle giver rejsende mulighed for at overnatte billigt på stedet). For luksus, vælg 4-5-stjernede hoteller i Lhasa og private biler.
Tidsplan og budget: Det tager mindst 2-3 dage at opleve Lhasas højdepunkter. Hver ekstra dag åbner op for muligheder (f.eks. en dagstur til Samye fra Lhasa eller Tashilhunpo fra Shigatse). I gennemsnit er budgettet ca. $150-200/dag (indkvartering + transport). Grupperejser kan dele omkostningerne. Erfarne fotografer eller akademikere kan overveje at booke en ekstra dag på vigtige steder (for at fange et andet lys eller deltage i morgenpuja). Hav altid lokale kontanter ved hånden – hæveautomater findes kun i store byer.
Kortvarige besøg for at bo i et kloster er begrænsede. Få klostre accepterer udlændinge til overnatning (måske små gæsteværelser på Sera eller Ganden efter forudgående aftale). Internationale frivillige skal have særlige invitationer og forventes typisk at hjælpe med ikke-religiøst arbejde (f.eks. at undervise i engelsk på en skole i nærheden af et kloster). Tibets regering kontrollerer strengt udenlandsk tilstedeværelse i klosterområder – der er ingen formelle "frivilligprogrammer" som i nogle andre lande. Hvis man er dybt interesseret, kan man ansøge år i forvejen via religiøse studieprogrammer (nogle tibetanske buddhistiske institutter i Indien byder udenlandske lærde velkommen, men ikke tibetanske klostre i Kina).
Det er mere muligt at bo hos en tibetansk familie i nærheden af et kloster (der findes homestays i landsbyer omkring Lhasa og Shigatse). Disse giver indblik i det tibetanske lægfolks liv. En anden måde at "leve som en munk" på er at deltage i en guidet pilgrimsgruppe, hvor man overnatter i enkle gæstehuse hver nat (et par bureauer annoncerer sådanne oplevelser for Kailash- eller Ganden kora-vandreture).
De, der søger langtidsstudier, skal bemærke: De berømte buddhistiske akademier ligger nu hovedsageligt i Indien (Drepung, Sera, Ganden) med internationale studerende. I Tibet kræves flydende tibetansk og kinesisk for at blive optaget på en lokal klosterskole, og tilladelse gives sjældent til udenforstående.
Kort sagt: korte ophold i klostre er kun mulige efter særlig aftale; frivilligt arbejde er praktisk talt lukket ned; akademiske studier ligger uden for almindelig turistaktivitet. Enhver, der hævder at arrangere disse, bør behandles med skepsis.
Midten af det 20. århundrede bragte ødelæggelse over mange gompaer. Under Kulturrevolutionen (1966-76) vandaliserede de kinesiske røde garde statuer og manuskripter, og mange templer blev genbrugt eller overladt til ruiner. Tashilhunpo, ligesom andre, oplevede helligdomme blive ødelagt; Samye lå i ruiner indtil 1980'erne.
I dag er der en synlig genoplivning. UNESCO og de kinesiske myndigheder har investeret kraftigt i restaurering, især af berømte steder. Potala-flodens strukturelle stabilisering (restaurering af eroderede vægge og lofter) har været et dyrt flerårigt projekt. Det nærliggende Jokhang blev ligeledes forstærket; nye beskyttende udhæng blev tilføjet over de ældste vægmalerier. Lavprofilerede templer er blevet genopbygget, ofte med lokale midler: mange har skitseret nye dele i traditionel stil.
Restaurering er dog ikke uden kontroverser. Moderne reparationer bruger sommetider beton eller maling, som forskere hævder er uægte. Besøgende bør observere, men ikke dømme; den presserende opgave er at holde bygningerne stående overhovedet. Flere klostre viser nu plaketter, der dokumenterer deres restaureringshistorie. For eksempel bærer Samyes nordlige tempelmur datoen for dens genopbygning i 1984.
Klostersamfundene har også måttet tilpasse sig. Hvor der engang boede tusindvis af munke, har mange klostre i dag kun hundredvis. Omvendt er der vokset nogle mindre Rime (ikke-sekteriske) institutter i Indien og Nepal, men inden for Tibet er den historiske ordensdominans fortsat i høj grad Gelug.
Som rejsende kan man støtte bevarelsen ved at følge regler (ingen at røre ved vægmalerier), købe bøger eller kunst fra klosterbutikker (hvis tilgængelige) og donere via betroede kanaler (nogle klostre modtager udviklingsmidler). En lille donation til en restaureringsfond under et besøg vil ofte være velkommen.
Fra Alexander den Stores begyndelse til dens moderne form har byen været et fyrtårn af viden, variation og skønhed. Dens tidløse appel stammer fra...
I en verden fuld af velkendte rejsedestinationer forbliver nogle utrolige steder hemmelige og utilgængelige for de fleste mennesker. For dem, der er eventyrlystne nok til at…
Grækenland er en populær destination for dem, der søger en mere afslappet strandferie takket være dens overflod af kystskatte og verdensberømte historiske steder, fascinerende…
Med sine romantiske kanaler, fantastiske arkitektur og store historiske relevans fascinerer Venedig, en charmerende by ved Adriaterhavet, besøgende. Det fantastiske centrum af denne…
Mens mange af Europas storslåede byer forbliver overskygget af deres mere velkendte modstykker, er det et skatkammer af fortryllede byer. Fra den kunstneriske appel...
