Island var verdens syvende mest produktive nation pr. indbygger (54,858 USD) i 2007 og den femte mest produktive målt i BNP ved købekraftsparitet (40,112 USD) i 2007. Indenlandsk producerede vedvarende energikilder tegner sig for omkring 85 % af Islands samlede primære energiforsyning . Island er verdens største energigenerator pr. indbygger på grund af rigelig vandkraft og geotermisk energi. 2016 Global Green Economy Index placerede Island blandt de ti grønneste økonomier i verden som følge af landets forpligtelse til vedvarende energi. Islands økonomi plejede at være meget afhængig af fiskeri, som stadig tegner sig for 40 % af eksportoverskuddet og beskæftiger 7 % af arbejdsstyrken. Økonomien er modtagelig over for faldende fiskebestande og fald i globale priser for dens vigtigste materialeeksport, som omfatter fisk og fiskeprodukter, aluminium og ferrosilicium. Hvalfangst har en lang og berømt historie i Island. Island er stadig meget afhængig af fiskeri, selvom dets betydning er aftagende, da det er faldet fra 90 % af eksporten i 1960'erne til 40 % i 2006.
Island var en af Europas fattigste nationer indtil det tyvende århundrede. Det er nu en af de mest udviklede nationer på planeten. Island var blevet vurderet først i FN's Human Development Index-rapport for 2007/2008 på grund af stærk økonomisk udvikling, men på grund af den økonomiske krise var dets HDI-rangering faldet til 14. plads i 2011. Ikke desto mindre ifølge Economist Intelligence fra 2011 Indeks, Island har verdens næstbedste livskvalitet. Island har en af de laveste indkomstforskelle i verden ifølge Gini-koefficienten, og dens HDI-rangering stiger til femtepladsen, når der korrigeres for ulighed. Siden krisen er Islands arbejdsløshed faldet støt, med 4.8 procent af arbejdsstyrken arbejdsløse i juni 2012, sammenlignet med 6.1 procent i 2011 og 8.1 procent i 2010.
Mange politiske grupper er imod Islands optagelse i EU, primært fordi islændinge er bekymrede for at miste kontrollen over deres naturressourcer (især fiskeri). Den islandske krone er landets officielle valuta (ISK). Indførelsen af den canadiske dollar (CAD) støttes af næsten 70 % af islændingene, mere end nogen anden valuta i verden.
Ifølge en Capacent Gallup-undersøgelse offentliggjort den 5. marts 2010 var 31 % af de adspurgte for at indføre euroen, mens 69 % var imod. En Gallup-undersøgelse offentliggjort i februar 2012 viste, at 67.4 procent af islændingene ville stemme nej ved en folkeafstemning om EU-medlemskab.
I det sidste årti har Islands økonomi diversificeret sig til industri- og servicesektorer, herunder softwareudvikling, bioteknologi og finans; industrien tegner sig for omkring en fjerdedel af den økonomiske aktivitet, mens tjenesteydelser står for over 70 %. Turismen vokser, især inden for økoturisme og hvalsafari. Island får årligt cirka 1.1 millioner turister, hvilket er mere end tre gange landets befolkning. Kartofler, grønne grøntsager (dyrket i drivhuse), fårekød og mejeriprodukter udgør størstedelen af Islands landbrugssektor, som tegner sig for 5.4 procent af BNP. Borgartn i Reykjavk er det finansielle centrum med et betydeligt antal virksomheder og tre investeringsbanker. Islands børs (ISE), Islands børs, blev grundlagt i 1985.
Island er bedømt som nummer 27 i 2012-indekset for økonomisk frihed, et fald fra tidligere år, men stadig blandt verdens mest frie lande. Det er rangeret som nr. 29 i World Economic Forums Global Competitive Index i 2016, et fald fra 2015. Island er den 11. mest opfindsomme nation i verden ifølge INSEAD Global Innovation Index. Island har et fladt skattesystem, i modsætning til andre vesteuropæiske lande: den primære personlige indkomstskattesats er fladt på 22.75 procent, og når det kombineres med kommunale skatter, er den samlede skatteprocent ikke mere end 35.7 procent, når man ikke medregner de mange tilgængelige fradrag. Selskabsskattesatsen er flade 18 procent, hvilket gør den til en af verdens laveste. En merværdiafgift er også på plads, selvom nettoformueskatten blev afskaffet i 2006. Arbejdsmarkedet er et af de frieste i verden, og ansættelseslovgivningen er rimelig liberal. Island har stærke ejendomsrettigheder, og det er en af de få nationer, hvor de bruges til at forvalte fiskeriet. Skatteyderne betaler ligesom dem i andre velfærdsstater forskellige tilskud til hinanden, dog til en lavere sats end i andre europæiske nationer.
Landbrugsbistanden er den største blandt OECD-lande på trods af lave skattesatser og kan være en hindring for strukturelle reformer. Ydermere giver sundheds- og uddannelsesudgifter efter OECD-standarder et lavt afkast, på trods af de seneste fremskridt i disse sektorer. Islands valuta- og makroøkonomiske politiske problemer blev fremhævet i OECD's økonomiske undersøgelse af Island 2008. I foråret 2008 var der valutakrise, og den 6. oktober blev handlen i Islands banker standset, da regeringen kæmpede for at redde økonomien. Island har gjort fremskridt på mange områder, herunder at skabe en bæredygtig finanspolitik og genoprette den finansielle sektors sundhed ifølge den seneste OECD-vurdering; Der er dog stadig udfordringer med at gøre fiskeindustrien mere effektiv og bæredygtig samt at forbedre pengepolitikken for at bekæmpe inflationen. Islands offentlige gæld er reduceret siden den økonomiske krise, og den er nu verdens 31. største målt i nationalt BNP i 2015.
Økonomisk tilbagegang
På grund af banksystemets sammenbrud og den efterfølgende økonomiske krise blev Island særligt hårdt ramt af den store recession, der startede i december 2007. Glitnir, Landsbanki og Kaupthing, landets tre største banker, havde en samlet gæld på næsten seks gange landets bruttonationalprodukt på €14 milliarder ($19 milliarder) før deres sammenbrud. Det islandske parlament vedtog nødforanstaltninger i oktober 2008 for at afbøde virkningerne af finanskrisen. Det islandske finanstilsyn brugte nødlovgivning til at overtage den indenlandske drift af Islands tre største banker. Islandske myndigheder, især centralbankchef Dav Oddsson, har tilkendegivet, at regeringen ikke har til hensigt at overtage bankernes oversøiske lån eller aktiver. I stedet blev der dannet nye banker til at overtage bankernes indenlandske aktiviteter, og de gamle banker blev tvunget til at gå konkurs.
Den islandske regering hævede renten til 18 % den 28. oktober 2008 (fra 7 % i august 2010), en beslutning, der til dels var foranlediget af betingelserne for at opnå et lån fra Den Internationale Valutafond (IMF). Efter kursstigningen genoptog handelen med den islandske krone på det åbne marked med en værdiansættelse på ca. 250 ISK pr. 1 valutakurs set ugen før. De nordiske lande blev enige om at give Island 70 milliarder dollars den 2008. november 1.
Koalitionsregeringen faldt fra hinanden den 26. januar 2009, som et resultat af folkelig forargelse over, hvordan finanskrisen blev håndteret. En uge senere blev der etableret en ny venstrefløjsadministration, og den gik ud på at smide centralbankdirektør Dav Oddsson og hans medarbejdere ud af banken via lovændringer. Efter demonstrationer uden for centralbanken blev Dav afskediget den 26. februar 2009.
Tusinder af islændinge er flygtet fra nationen siden dens død, og mange af dem har slået sig ned i Norge. I 2005 var der 293 individer, der migrerede fra Island til Norge; i 2009 var tallet steget til 1,625. Konklusionerne fra det islandske parlaments særlige undersøgelseskommission blev offentliggjort i april 2010 og viser graden af kontrolsvig i denne krise. Landsbanki har betalt cirka halvdelen af Icesave-lånet tilbage i juni 2012.
Island er ifølge Bloomberg på vej til at have 2 % arbejdsløshed som følge af krisestyringsvalg, der blev truffet i 2008, såsom at lade banker kollapse.