Anshan

Anshan ligger i et stille hjørne af det centrale sydøstlige Liaoning, omkring halvfems kilometer syd for Shenyang. Byens navn – bogstaveligt talt "sadelbjerg" – stammer fra den lave top mod syd, der i det aftagende lys ligner kurven på en hestesaddel. Denne blide klippeformation har været vidne til århundreders konflikt og handel, og i dag præger den en kommune med omkring 3,3 millioner indbyggere spredt over 9.270 kvadratkilometer, hvilket gør Anshan til Liaonings tredjestørste by målt på befolkning.

Anshan strækker sig næsten 133 kilometer fra øst til vest og bygger bro over de flade Liao-flodsletter og de stigende konturer af Qian-bjergene. De vestlige og centrale strækninger er brede, frugtbare vidder - mere end 24.000 hektar agerjord - hvor marker med grøntsager og den berømte Nanguo-pære trives under den milde sol. Mod sydøst viger bakker for takkede højderygge og skovklædte skråninger, der danner Qianshan Nationalpark, et 44 kvadratkilometer stort reservat af taoistiske og buddhistiske helligdomme.

Under jorden gemmer Anshan på enorme mineralrigdomme. Jernmalmforekomster forsyner byens massive stålkompleks; magnesit- og talkumreserver er blandt verdens mest rigelige; jadeårer giver slangesten så enorme, at den største opdagede - nu omhyggeligt udskåret i en 260 tons tung Buddha - stadig er et lokalt vartegn. Kulsømme ligger endnu dybere, længe udvundet til at drive højovne og vintervarmesystemer.

Regionens menneskelige historie strækker sig tilbage til forhistoriske bosættelser. Under Tang-dynastiet besatte kejserlige styrker området under felttog mod Goguryeo: ruinerne af forter fra Ming-tiden og fyrtårne ​​markerer stadig den gamle nord-syd-vej mellem Liaoyang og Haicheng. Alligevel forblev Anshan i en stor del af sin historie en mellemstation snarere end en destination, oversået med beskedne kroer for embedsmænd, der traskede mellem provinshovedstæderne.

I 1918 indviede et kinesisk-japansk partnerskab Anshan Zhenzing Iron Ore Company. Da japanerne etablerede Manchukuo i 1931, overgik dette foretagende til eksklusiv japansk kontrol, og et tilstødende stålværk rejste sig på byens nordvestlige slette. Bosættelsen voksede omkring fabriksportene og tiltrak arbejdere og iværksættere til sine ovnoplyste nætter. Befrielsen foretaget af Folkets Befrielseshær den 19. februar 1948 mindes hvert år i Lishishan Park, hvor et gråstensmonument markerer byens sidste konflikt i borgerkrigen.

Den spirende Folkerepublik placerede Anshan i centrum for sine industrielle ambitioner. I december 1948 blev Angang Iron and Steel Company grundlagt på krigsbeskadigede fabrikker; i juli 1949 blev begrænset produktion genoptaget. Under statslig planlægning voksede fabrikken til et af Kinas største stålproduktionscentre. Åbne ovne udsprøjtede støv og dampe, hvilket ætsede Anshans ry som en dyster, sodbelagt højborg for tungindustri.

Fra 1980'erne og frem reducerede en række teknologiske omlægninger både forurening og arbejdskraftbehov. Iltblæste konvertere erstattede ældre smelteværker; kontinuerlige støbelinjer, der blev introduceret i 2000, reducerede luftbårne partikler yderligere. Selvom disse fremskridt begrænsede stålværkernes arbejdsstyrke og efterlod nogle uden stabil beskæftigelse, lettede de Anshans miljøbyrde. I de senere år har byplanlæggere søgt at balancere tungindustriens rødder med nye ambitioner som et sted af historisk og naturlig interesse.

Administrativt består Anshan af fire bydistrikter – Tiedong mod øst, Tiexi mod vest, Lishan nord for den centrale mølle og Qianshan i forstadsbakkerne – sammen med ét amt, ét autonomt amt for manchu-mindretallet og byen Haicheng på amtsniveau. Præfekturet har over 3,3 millioner indbyggere; omkring 1,5 millioner bor i de fire hoveddistrikter. Hurtig byudvikling har forbundet Anshan med nabobyen Liaoyang, som tilsammen danner en bebygget zone på 2,7 millioner i 2020.

Etnisk set afspejler Anshan det bredere mønster i det nordøstlige Kina. Han-folket omfatter omkring 3 millioner indbyggere; manchuerne, der engang var dominerende i regionen, tæller omkring 520.000, primært omkring det autonome område Xiuyan. Hui- og koreansk-kinesiske samfund tilføjer yderligere fire+ titusindvis, der blandes i kvarterer, der kan spores tilbage til migration fra Qing-æraen og industriel rekruttering i det 20. århundrede.

Årstiderne i Anshan er skarpt definerede. Vintrene, under det sibiriske højtryk, falder til en gennemsnitlig januartemperatur på -7,6 °C, med rekordlave temperaturer på nær -27 °C. Somrene, der er drevet af monsunstrømme, bliver i gennemsnit varmere til midt i tyverne og ofte overdøvet af pludselige regnskyl. Næsten halvdelen af ​​årets 620 millimeter nedbør falder i juli og august. Alligevel fortsætter solskinnet gennem 2.595 årlige timer, og forårets klarhed viger for efterårsro før den første sne.

Transportinfrastrukturen er blevet udvidet sideløbende med industrien. Anshan Teng'ao Lufthavn, femten kilometer sydvest for centrum, forbinder til Beijing, Shanghai, Guangzhou, Chengdu og Nanjing én gang dagligt. Højhastighedstog ankom med Harbin-Dalian-linjen i 2012 og kørte gennem Anshan West og Haicheng West stationer med op til 300 km/t om sommeren. Vejarterier - især den otte-sporede, privatfinansierede Shenyang-Haikou motorvej - giver hurtig passage nord og syd, mens lokale busser, taxaer og et omfattende cykelstinetværk betjener rejser inden for byen.

Turisme spiller nu en rolle i den kommunale fornyelse. Qianshan Nationalpark ligger atten kilometer sydøst, og dens tinder er udsmykket med templer, hvor tilbedere af både Buddha og Laozi samles i fælles gårdhaver. En granitklippe på parkens vestlige udkant ligner en liggende Maitreya, der efter sigende er det største naturlige billede af den fremtidige Buddha. I hjertet af byen ligger 219 Park, der minder om Folkets Hus' befrielse i 1948 med søer og vandrestier, der klatrer op ad blide skråninger mod mindesmærkepavilloner.

Jade Buddha-paladset, der åbnede i september 1996, er blandt Anshans mest besøgte steder. Tempelkomplekset huser en enkelt, 260 tons tung blok af serpentinsten – næsten otte meter høj – med dobbelte udskæringer af Sakyamuni og Guanyin på dens modsatte sider. Det optager en 22.104 kvadratmeter stor sal, der er kronet med 33 meter for at symbolisere buddhismens 33 himle, og står som en af ​​Kinas største toetagers bygninger i traditionel stil.

Ud over bjerge og monumenter minder Anshans varme kilder om en længere historie. Tanggangzi tiltrak Qing-kejsere og tilbyder i dag vulkanske sandbade tilsat mineralvand. Geotermisk varme opvarmer lokale distrikter vinteren igennem, en praktisk arv af underjordisk varme, der forbinder moderne bydele med besøgende fra Tang-tiden, der søger lindring og ro.

Landbruget fortsætter på Anshans vestlige sletter, hvor hvedemarker og majsmarker omgiver frugtplantager, der er berømte for Nanguo-pæren – fast, aromatisk og ofte kaldet "pærernes konge". Disse frugter rejser sydpå hvert efterår til markeder over hele Kina, en påmindelse om, at selv i en by, der er bedst kendt for jern og kul, bevarer jorden sin stille, produktive puls.

Anshans historie handler om mineraler og maskiner, men også om bjerge og missionærer, om diktatorisk planlægning og en delikat økologisk genopretning. Her viger den rå klang af stålovne for tempelklokker i bakkerne, og Buddhas jadefarvede øjne stirrer hen over fabrikker, der er blevet generobret af grøn vækst. Den sadelformede top står ved som både symbol og vogter og byder besøgende velkommen til et sted, hvor historiens lag ligger lige under overfladen og venter på at blive læst.