Top 10 – Europe Party Cities
FestdestinationerOplev de pulserende nattelivsscener i Europas mest fascinerende byer, og rejs til huskede destinationer! Fra Londons pulserende skønhed til den spændende energi...
Lige øst for Bahrains hovedstad udfolder Sitra-øen et komplekst tapet af kulturarv og modernitet. Omkring 10 kilometer fra Manama er Sitra en flad, aflang ø på cirka 10 km² – den fjerdestørste i Bahrains øgruppe. En smal tidevandskanal adskiller den fra Bahrains hovedø, og den vidtstrakte Persiske Golf indrammer dens kyster. Historisk set var øens vandrige nordlige del hjemsted for frodige daddelpalmelunde og ferskvandskilder, der gav liv til små landbrugslandsbyer. I dag krydser asfaltveje og dæmninger det, der engang var frugtplantager. Den moderne Sitra-dæmningsvej fører trafik fra hovedstaden mod Saudi-Arabien, mens mindre broer forbinder den sydvestlige del af Sitra med Bahrain. Øens klima er skarpt arabisk: somrene svæver op i midten af 40'erne °C, kun tempereret af fugtige Golfvinde, og vintrene er milde og korte. I disse barske subtropiske omgivelser var øboernes livsstil længe defineret af rytmen af sol og tidevand.
Sitra ligger på grænsen til Tubli-bugten, en økologisk rig bugt, hvis mangrover og mudderflader engang strakte sig langs Sitras vestlige bred. (I dag er en stor del af kystlinjen blevet omformet gennem landvinding.) Mod nord ligger Saltøen (Nabih Saleh), og på den anden side af Tubli-bugten ligger Manama og Muharraq. Fra Sitra kan man skimte Jabal al Dukhan ("Røgbjerget"), Bahrains eneste højdepunkt, indhyllet i ørkendis på rolige morgener. Trods sin strategiske beliggenhed – der beskytter de indre Golfvandveje og forankrer rørledninger til den østlige provins – har Sitra bevaret rester af sin oasefortid. I begyndelsen af det 20. århundrede lå øens cirka dusin landsbyer samlet, hvor daddellunde og brønde gav skygge; i dag definerer omridset af disse landsbyer (Wadyan, Al Kharijiya, Marquban, Al Garrya, Mahazza, Sufala, Abul Aish, Halat Um al-Baidh og Al Hamriya) stadig de beboede ølandskaber. Selv nu et levende kludetæppe af gammelt og nyt: skyggefulde gyder med ældre huse støder op mod skinnende udstillingslokaler og industrianlæg. Over hovedet er himlen vidtstrakt; i den skarpe sol er følelsen af rum og historie umiskendelig.
Sitras menneskelige historie er flettet ind i Bahrains større historie om Dilmun- og Tylos-civilisationerne. Arkæologer har fundet spor af handel og bosættelser fra bronzealderen overalt på Bahrains øer, og Sitra må have været en del af dette maritime netværk. I antikken var øgruppen et knudepunkt mellem mesopotamiske og Det Indiske Oceans kulturer. Århundreder senere fulgte Sitras historie Bahrains skæbne: i det 7. århundrede blev det en del af den tidlige islams spredning. Der er lokale traditioner med middelalderlige perledykkere og landmænd, der boede på Sitra længe før det havde moderne faciliteter.
I den tidlige moderne æra skiftede Sitra og Bahrain gentagne gange hænder. Øen var under persiske herskeres herredømme indtil slutningen af 1700-tallet. I 1782 blussede spændingerne op, da den herskende Al Khalifa-klan kom fra Zubarah (i det moderne Qatar) for at plyndre eller genopfylde Sitra. Et sammenstød mellem Sitras indbyggere og Al Khalifa-besøgende førte til tab på begge sider. Allerede året efter (1783) erobrede Al Khalifa Bahrain som helhed, og Sitra kom under deres kontrol som en del af den nye bahrainske stat. I det 19. århundrede bragte britiske traktater Bahrain ind i et protektorat; efterhånden som Al Khalifa konsoliderede magten, forblev Sitra et afsidesliggende fiskeri- og landbrugsområde. Et gammelt skøde dateret 1699 (1111 AH) er registreret for Sitras daddelplantager, hvilket illustrerer, at lokale palmeplantager og landsbyer længe gjorde øen til privatejet landbrugsjord.
Fra 1861 til Første Verdenskrig blev Sitra regeret af shaiker fra Al Khalifa under britisk tilsyn. Befolkningen – hovedsageligt baharniske shiamuslimske familier – fortsatte med subsistenslandbrug og perledykkerarbejde stort set som før. De handlede med deres perler og dadler i Manama og bragte forsyninger tilbage over dæmningen ved lavvande eller via små både. En britisk flådeundersøgelse i 1905-06 bemærkede kun stille landsbyer og et par palmehaver på Sitra, med måske et par hundrede indbyggere.
Opdagelsen af olie i Bahrain i 1932 vendte alt på hovedet. Inden for fem år blev der bygget et nyt raffinaderi på Sitras sydlige bred for at forarbejde Bahrains råolie – omkring 80.000 tønder om dagen – og for at modtage saudisk råolie transporteret fra Dhahran (yderligere 120.000 tønder om dagen). Dette raffinaderi (og dets tilstødende tankanlæg) forvandlede Sitra fra et landbrugsmæssigt bagvand til et industrielt knudepunkt næsten natten over. Sitra blev hjemsted for Bahrain Petroleum Company (BAPCO) infrastruktur: lagre, rørledningsforbindelser og skibskajer. Oversøiske tankskibe lagde nu til kaj i Sitra for at laste olie fra Golfen, hvor det engang kun var dhows, der havde dukket op. I slutningen af 1930'erne blev øens nordlige del, engang kildefodrede frugtplantager, ryddet for at bygge et netværk af gader, firmaboliger og servicebygninger. Perlebådenes æra veg pladsen for rørledninger og raffinaderier. Bahrains første raffinaderi åbnede nær Awali i 1936, og sammen med det kom en by ("Awali"), men Sitra forblev dybvandsporten – en havn i begyndelsen af Golfens olieæra.
Efter krigen, i takt med at olieindtægterne steg, voksede Sitra kun i betydning. En ny 42 km lang gasrørledning fra Dhahran (Saudi-Arabien) til Bahrain blev anlagt til Sitra, under havbunden og derefter over dæmningen. Gennem hele det 20. århundrede var Sitra i bund og grund Bahrains olieterminal. Den håndterede raffinering og eksport af næsten al Bahrains olie. "I dag håndterer Sitra hele Bahrains olieproduktion," bemærker en profil, "og er placeringen af Sitra Havn", som også betjener felter i det nordøstlige Saudi-Arabien. I praksis betød dette, at råolietanke og offshore-moler til olietankskibe overtog øens kyst. Med tiden forsvandt Sitras politiske rolle – der var ringe lokal indflydelse på disse projekter – men øen blev central for Bahrains nationale økonomi.
Fra 1932 og fremefter formede olie Sitra som ingen anden faktor. BAPCO-raffinaderiet (åbnet i 1936) blev gradvist udvidet. I 1960'erne havde det en kapacitet på omkring 250.000 tønder om dagen, hvilket var omtrent fem gange landets egen produktion. Med andre ord blev Bahrain et raffineringscenter langt ud over sine egne brønde. Mere end 80 procent af den råolie, der strømmede ind i dette raffinaderi, ankom via Aramco-rørledningen fra Saudi-Arabien i 1970'erne. Under olieboomet i 1973 kom næsten alle Bahrains statsindtægter fra disse Sitra-operationer.
I dag er Sitra-raffinaderiet (ejet af BAPCO Energies, det statslige olieselskab) stadig det største anlæg i kongeriget. Det transporterer enorme mængder benzin, diesel og flybrændstof, hvoraf en stor del sendes gennem Sitra Havns terminaler. I slutningen af 2024 lancerede Bahrain et "moderniseringsprogram" til 7 milliarder dollars i Sitra for at opgradere og udvide raffinaderiet fra omkring 267.000 til 380.000 tønder om dagen. Der er arbejdet på nye kraknings- og afsvovlingsenheder; inden for et år eller to vil Sitras kapacitet markere endnu et spring.
Udover olie har naturgas været vigtig. I 1948 opdagede Bahrain gasfelter og byggede rørledninger fra sine brøndfelter (især i nord) til Sitras lager. Den saudiske gasrørledning munder ligeledes ud i Sitras faciliteter. Lokal gas bruges nu til at drive øens kraftværk og afsaltningsanlæg. Kort sagt passerer næsten 100 procent af Bahrains olie- og gashandel gennem Sitra.
Øens industrielle profil er blevet bredere. Sitra, der engang var domineret af petrokemikalier, huser nu også diverse fabrikker og lagre. Nordlige Sitra blev udskilt som et industriområde: petrokemiske anlæg, stålvalseværker og letindustrielle bygninger. Det kolossale Aluminium Bahrain-smelteværk (Alba) ligger lige ud for kysten ved Sitra Marine Terminal, og dets affaldskalcineringsenheder optager genvundet land på Sitra. (Alba producerer over en million tons aluminium om året – alt sammen sendes fra Sitra.) For nylig udviklede Bahrain Development Boards Edamah (Investment Board) Sitra Industrial Park. Dette kompleks kan nu prale af cirka 87.000 m² lager- og logistikplads – med yderligere 8.000 m² under opførelse. Parken stiller jord til rådighed for industrifabrikker, distributionscentre og marine-supportenheder.
Detail- og servicevirksomheder har fulgt arbejderne. Klynger af nye biludstillingslokaler, møbelforretninger og endda fastfood-franchises er åbnet langs Sitras hovedveje. I øens sydlige del byder Sitra Bay-området (Halat Um al-Baidh) på Bahia Mar Yacht Club og et privat resort – en påmindelse om, at Sitra også tjener rekreation for Bahrains rigere indbyggere. Selv den veletablerede Sitra Club, der blev grundlagt i 1950'erne, er fortsat en lokal sports- og kulturklub for øboerne.
Gennem alle disse forandringer blev Sitras havnekompleks stadig mere strategisk. Dens dybvandskajer – som nås via en 4,5 km lang havdæmning – kan rumme meget store råolieskibe. Ved disse moler lastes Bahrains færdige brændstoffer på skibe, der er på vej til Asien og Afrika. I nærheden ligger bulkterminaler til raffinerede produkter og en mole for kvælstofgødning. Tanke på land indeholder fyringsolie og jetparafin, mens kilometervis af rørledninger snor sig under dæmningen til fastlandet. Kort sagt er Sitra Bahrains "olieport" i enhver forstand.
Under det industrielle maskineri er kernen i Sitra stadig dens befolkning. Øens beboere har traditionelt været Baharna – det shiamuslimske arabiske samfund, der er oprindeligt fra Bahrain. Etnografiske studier viser, at Baharna fra Manamas landsbyer også bor på Sitra, og de taler en karakteristisk Golf-arabisk dialekt. Små fiskerlandsbyer har spredt Sitras kyster i århundreder, ligesom på hovedøen. Før olien var Sitras økonomi primært daddeldyrkning og fiskeri. Familieplantager af daddelpalmer omgav landsbyerne Wadyan og Mahazza, mens mangrovekyster (nu stort set forsvundet) beskyttede dhows. Generationer af Baharna-fiskere roede ud til revene hver morgen; som en landsbyældste for nylig fortalte en journalist: "Jeg kunne navigere på vores velkendte rev med lukkede øjne."
Kulturelle traditioner stikker dybt. Sitras landsbyboere markerer Ashura-højtideligheden af Muharram med sammenkomster i deres lokale matams (sørgehaller), hvor mænd i sort synger klagesange over Karbala. Familiehelligdomme (maṭāwī) og moskeer i landsbyer som Abul Aish og Al Garrya er fortsat centrale elementer i samfundslivet. Fiskere og landmænd i Sitra siger, at de værdsætter deres "baharī"-arv (havnatur), der er blevet givet videre gennem historier. I perletiden plejede unge mænd at springe ud i Golfen her for at lede efter perler; efter det japanske marked kollapsede, skiftede mange til betalt arbejde i oliefelter eller fabrikker.
I de senere år er øens shiamuslimske flertal kommet til at symbolisere politiske understrømme i Bahrain. Sitra var fremtrædende i de pro-demokratiske protester i 2011 under Det Arabiske Forår. Tusindvis af øboere gik på gaden, hvilket gjorde Sitra til et centrum for sammenstød med sikkerhedsstyrkerne. (Faktisk gav den udenlandske presse den tilnavnet "Værdighedens Kystlinje" i de dage.) Den hårdhændede undertrykkelse, der fulgte, efterlod ar i samfundet. Men lokale ældre bemærker, at Sitras daglige liv vendte tilbage til rutinen efter uroen: fiskere vendte tilbage til bådebygning, arbejdere til fabrikker og familier til deres moskeer og markeder.
I dag er Sitras menneskelige struktur robust. Trods industri og udvikling findes der stadig kvarterer med lave Baharna-huse i de gamle landsbyer. Børn leger stadig i smalle gyder i koralstenshuse under vindtårne. Mange øboeres (og endda nogle af oliearbejdernes) slægt strækker sig tilbage til disse daddelfarme. I samtaler husker mange sitranere med stolthed, at deres bedstefædre engang handlede med saltet fisk eller sadelfalke i Manamas souker. Denne levende arv overlever stille og roligt side om side med larmen fra oliepumper og industrimotorer.
Ironisk nok har den moderne Sitras overflod belastet dets naturlige omgivelser. En klar bekymring er vand. Bahrain som helhed har ingen grundvandsmagasiner at tale om, så det er afhængigt af energiintensiv afsaltning. Det første bahrainske havvandsanlæg blev bygget på Sitra i 1975. Årtiers pumpning og udledning af saltlage langs Sitras kyst har drevet den lokale saltholdighed til rekordhøjder. Fiskere rapporterer, at havet er blevet gulbrunt nær afsaltningsanlæggets udløb. En erfaren sømand husker: "Vi så saltopbygninger på Sitras klipper, som ikke var der før - det sved i øjnene." Nylige videnskabelige undersøgelser bekræfter deres frygt: saltholdigheden nær Sitra-anlæggets indtag overstiger nu ofte 50 ppt, en kraftig stigning over normalt Golfvand. Økologer forbinder dette med kraftigt reducerede fangster; faktisk har Bahrain mistet 25 % af sine fiskere siden 2018, og de historiske fangster af koralørred, papegøjefisk og krabber er faldet. Afsaltningsprocessen i Al Dur (syd for Bahrain) forværrer problemet, men de lokale peger især på Sitras ældre anlæg som forureningens "bedstefar".
På land har urbanisering og industri også taget hårdt på. Sitras udvidelse har allerede spist halvdelen af dens vadeflader. Det massive genopretningsprojekt i East Sitra fordoblede bogstaveligt talt øens størrelse. Vådområder og buskads blev bulldozeret for at bygge et nyt bydistrikt, vejnet og fabriksgårde. I mellemtiden er Tubli-bugten – hvis mangrovebælte engang omfavnede Sitras kyst – blevet ødelagt. I løbet af de sidste 50 år er Tublis mangrover skrumpet med omkring 95 %, hvilket har forvandlet engang tætte "havskove" til golde mudderflader. Synderne omfatter lossepladser til boliger og rester fra byggeri, men også næringsstofafstrømning og olieholdigt spildevand fra industriområder. Sjældne vadefugle er tilbagegået, og lokale fiskere siger, at unge revarter nu har få opvækstområder.
Luftforurening er et mindre profileret problem, men ikke ubetydeligt. Selvom Bahrains ørkenvind spreder de fleste dampe, bidrager olieraffinaderier og smelteværker med røg og svovldioxid. Beboerne vågner lejlighedsvis op til tyk morgendis, en påmindelse om, at Sitras industrier forbrænder enorme mængder brændstof. Kraft- og afsaltningsanlæg genererer også opvarmet spildevand, der dumpes i Golfen. Klimaændringer truer også: forskere advarer om, at Bahrains ekstreme temperaturer og stigende have kan udfordre Sitras lavtliggende zoner. I 2020'erne er regeringen begyndt at reagere: en national plan (ledet af det øverste miljøråd) søger at genplante mangrover fire gange og beskytte områder som Ras Sanad (lige syd for Tubli-bugten) som dyrereservater. I Halat Um al-Baidh forsøger en kommunal park (Sitra Park) og et lille vådområde at give fragmenter af grønt tilbage til øen. Men balancen mellem tung industri og et sundt havmiljø er fortsat skrøbelig.
Midt i blomstrende oliefelter og trafik byder Sitra stadig på lokal charme. I hver gammel landsby er der brønde, moskeer og fælleshuse, der fortæller om dagliglivet før benzin. Sitra Park, nær Yacht Club i Halat Um al-Baidh, er en sjælden offentlig oase af græsplæner og palmelunde. I behageligt vejr holder familier picnic ved dens soppebassiner, og børn gynger på legepladserne under høje akacietræer. På den nordøstlige bred tiltrækker Al Bandar Resort og den tilstødende marina sejlerentusiaster fra Manama. Yachtklubbens slanke master og farverige både ved Halat Um al-Baidh fotograferes ofte mod den lyserøde himmel.
I de gamle kvarterer står enkle vartegn stadig tilbage. Landsbyen Wadyan, Sitras "hovedstad", har stadig en restaureret moské i bahrainsk stil og en hyggelig souq-gade, hvor sælgere sælger dagens friske fisk og dadler. Træ-dhow-bådene – engang Sitras hovedsæde – ligger nu samlet som kulturarvsminder og turistattraktioner på det lokale bådværft. Det er ikke ualmindeligt om fredagen at se en ældre fisker glide sin jolle ud af Sitra-bugten for at kaste net rundt om revene, ligesom hans bedstefar gjorde. For Sitras landsbyer sørger årlige begivenheder som Muharram-processioner eller Eid-festligheder for kontinuitet: lanterneoplyste gadesammenkomster og traditionelle slikopskrifter er stadig de samme som for et århundrede siden.
I modsætning hertil er Sitras moderne skyline en række industritårne og lagertanke oplyst af neon om natten. Massive siloer til ammoniak og olie kantet langs Sitra-bugten; rørledninger og fakler antyder raffinaderiets flammer bag kulisserne. Men selv her er der kuriøse noter af lokal karakter. Den gamle Petroleum Commission Building, en facade fra midten af århundredet malet mintgrøn, ligger mærkeligt sødt blandt metalværkerne. Og gadeskilte i landsbyerne viser stadig de gamle arabiske navne (Al Kharijiya, Sufala, Garrya), som landsbyboerne udtaler med stolthed.
Sitra er således et studie i sammenstillinger. På den ene side er det den dynamo, der driver Bahrains økonomi – brændstof, energi og afsaltning går alle igennem den. På den anden side er det en ø, der er hjemsted for landmænd og fiskere, der har skabt en fælles identitet. Hver torsdag aften kan kystvejen være tilstoppet med arbejdere på vej til Manama, mens en ældre Sitra-kvinde samtidig sidder ved sin døråbning og piller bønner i det svindende lys. Øens moskeer udsender middagsbønnekaldet over summen af fjerne turbiner. Det er i disse daglige rytmer, at Sitras fremtid og fortid synes at mødes.
I dag planlægger den bahrainske regering og virksomheder aktivt Sitras næste kapitel. Et eksempel er East Sitra (New City)-projektet, der blev lanceret i 2010'erne. På den genvundne østside af øen anlagde ingeniører et nyt forstadsnet af veje, broer og blokke til boliger, skoler og industri. De første beboere flyttede ind i moderne villaer der omkring 2020. En anden er udvidelsen af Sitra Industrial Park: Edamah har godkendelser til at tilføje nye lagerbygninger og letproduktionsgrunde med det formål at tiltrække små producenter og logistikvirksomheder.
Inden for energisektoren har BAPCO Energies (nu delvist fusioneret med statslige investeringsafdelinger) gennemført den store raffinaderiopgradering inden 2025. Det betyder, at Sitras raffinaderi nu kan producere brændstoffer og petrokemikalier af højere kvalitet med lavere emissioner – en velsignelse for Bahrains økonomi. Virksomheden overvejer også tilstødende petrokemiske komplekser til at producere plast og gødning, hvilket yderligere uddyber det industrielle landskab. I mellemtiden har Trans-Arabian Pipe Line (TRAP), engang et symbol på oliepolitik i midten af århundredet, set vedligeholdelse på sine Sitra-pumpestationer, hvilket sikrer, at saudisk olie kan fortsætte med at strømme igennem.
Infrastrukturprojekter rækker ud over olie. Den tosporede Sitra Causeway er blevet udvidet steder for at lette trafikken, og nye tilkørselsveje forbedrer forbindelsen til de sydlige landsbyer Ma'ameer og Eker. Der er planer (under miljømæssig granskning) om at rense den gamle afsaltningsopløsning og undersøge mere bæredygtige vandsystemer. På rekreativ side har myndighederne foreslået cykelstier langs den østlige lagune og nye mangrovestier ved Ras Sanad for at fremme økoturisme.
Hvert nyt projekt bekræfter, at Sitras skæbne fortsat er knyttet til Bahrains nationale fortælling. Den officielle linje er, at Sitra vil blive en moderne olie- og industriby, der skaber arbejdspladser og infrastruktur. Men lokalbefolkningen diskuterer stadig, hvordan man bevarer det, der er tilbage af øens kulturarv. I de seneste kommunale fora har landsbyens ældste argumenteret for at vedligeholde fælleshaver og dokumentere gammel folklore. Unge bahrainere, der voksede op på Sitra, vender sommetider tilbage fra udlandet for at restaurere et forfædres hus som et boutique-gæstehus – et lille tegn på, at øens historie værdsættes.
Sitra Island er i dag intet mindre end symbolsk for Bahrain selv – et sted med kontraster og konvergenser. Dens faste jord har mærket historiens præg: palmelunde ryddet til rørledninger, dhows byttet ud med tankskibe, forfædres arkitektur omsluttet af moderne højhuse. Alligevel lever Sitras menneskelige ånd videre: familier laver traditionelle måltider, fiskere synger gamle sømandssange, og religiøse processioner snor sig stadig gennem gyderne. "Denne ø har givet meget tilbage, men den har også taget meget," reflekterer en lokal ældre, mens han ser en petrokemisk flamme brænde orange i skumringen.
Sitras sand har i sandhed været vidnesbyrd om Bahrains store forhåbninger og barske realiteter. Landet var blandt de første til at mærke Bahrains olieboom, blandt de første til at ofre sine grønne områder for fremskridt, og blandt de første til at give udtryk for politisk utilfredshed, da de nationale strømninger vendte. I dag står det endnu engang på kanten af forandring – det huser Bahrains brændstofeksport, men er udfordret af miljømæssige begrænsninger. Hvordan Sitra navigerer i disse tidevandsbølger kan til gengæld bane vejen for det bredere land.
For den besøgende eller den lærde tilbyder øen en sjælden levende demonstration af kulturel vedholdenhed midt i moderne forandring. Man kan slentre en stille landsbygade og overhøre en bedstemor tale klassisk Golfarabisk om tømrerarbejde og dhow-bygning, kun et stenkast fra et højteknologisk industrianlæg. I denne dualitet ligger Sitras essens. Det er på én gang et arbejdssted og et hjem; dets historie strækker sig fra oldtiden over kolonitiden til nutiden; dets fremtid vil balancere kulbrinterigdom med bæredygtig levevis. Når man ser skibe forlade Sitras kajer ved daggry og bære Bahrains livsnerve over havet, forstår man: denne ø vil fortsat afspejle Kongerigets rejse – forankret af arv, drevet af ambitioner og altid formet af farvandet omkring den.
Oplev de pulserende nattelivsscener i Europas mest fascinerende byer, og rejs til huskede destinationer! Fra Londons pulserende skønhed til den spændende energi...
I en verden fuld af velkendte rejsedestinationer forbliver nogle utrolige steder hemmelige og utilgængelige for de fleste mennesker. For dem, der er eventyrlystne nok til at…
Lissabon er en by på Portugals kyst, der dygtigt kombinerer moderne ideer med gammeldags appel. Lissabon er et verdenscenter for gadekunst, selvom…
Grækenland er en populær destination for dem, der søger en mere afslappet strandferie takket være dens overflod af kystskatte og verdensberømte historiske steder, fascinerende…
Frankrig er kendt for sin betydelige kulturarv, exceptionelle køkken og smukke landskaber, hvilket gør det til det mest besøgte land i verden. Fra at se gamle…
